Torden, blod og en forkert sanger
Det fjerde album fra Air Raid er en lang opvisning i, hvor vigtigt det er en med en sej sanger, og at instrumenterne kan bære meget,men ikke det hele, når man spiller klassisk heavy metal.
2. Lionheart
3. In Solitude
4. See The Light
5. Sinfonia
6. Edge Of A Dream
7. Let The Kingdom Burn
8. One By One
9. Pegasus Fantasy
Det er seks år siden, at der sidst var nyt fra svenske Air Raid, da de i 2017 udgav den udmærkede 'Across the Line', og nu er de endelig aktuelle igen med Fatal Encounter, der, som coveret viser, er en hyldest til sejt guitarspil. Og med sejt guitarspil, så menes der overdådigt guitarspil, som deres landsmand Yngwie J. Malmsteen. Selvfølgelig ikke lige så overlegent som den storhårede Fender-betvinger, for ingen er lige så meget Malmsteen som Malmsteen. Men Air Raid har samme kærlighed for at lade de seksstrengede være klassisk symfoniske, som Bach møder Paganini i alle Vivaldis fire årstider. Bare meget mere klassisk heavy metal (Måske lyder de i virkeligheden mere som Rhapsody of Fire, men Malmsteen er bare sejere at sammenligne med).
Air Raid lægger ud med at synge om ‘Thunderblood’, og de beviser to ting i samme sang. Nemlig at de kan skrive seje omkvæd, og at de kan kombinere seje ord og skabe endnu sejere ord, som ingen helt forstår betydningen af, men som alle ved er overdrevet sejt. Tordenblod!!! Det seje omkvæd til trods er det på vokalsiden, at Air Raid har det sværest. Sanger Fredrik Werner er snerrende og rå, men også en anelse enerhverende, og han mangler en pondus til at skære insisterende gennem lydbilledet. Derfor kommer han totalt til kort, når omkvædet som i ‘Edge of A Dream’, ‘Lionheart’ eller ‘See the Light’ ikke har de fængende og påtrængende oneliners.
Og man kan virkelig ærgre sig over, at vokalen ikke står distancen, for Air Raids musik har virkelig fortjent bedre. Der er så mange seje riffs, så mange imponerende mellemstykker, og så meget heavy metal-potentiale i svenskerne, som ikke bliver forløst. Man mærker det tydeligt i det instrumentale intermezzo ’Sinfonia’, hvor der er maxet totalt ud på neo-klassisk metal, hvor der intet er til at trække det ned – kun rent lir og et par guitarister, som slipper deres indre barokmusiker løs. Sådan kunne det også være endt for ‘Let the kingdom burn’, der har magien i alt andet end sangeren, og i afslutterende ‘Pegasus Fantasy’, som har drivet, men smadres af vokalen, der vist synges på japansk(?). Det kunne være blevet til så meget mere for Air Raid