Ambitiøst værk

Populær
Ambitiøst værk

Det nye og syvende Nightwish-album er skrevet til en film, og det er tydeligt på både godt og ondt, men det ambitiøse projekt ender nu primært positivt ud.

Kunstner
Titel
Imaginaerum
Dato
30-11-2011
Distributør
Karakter
4

På udgivelsesfronten har der været stille fra Nigthwish en rum tid. Det forrige album 'Dark Passion Play' og samtidig det første med den nye sangerinde Anette Olzon, som tog over efter fyringen af Tarja Turunen, udkom tilbage i 2007.

'Imaginaerum' er et meget teatralsk og stort opsat projekt, hvor det er tydeligt, at der er hentet stor inspiration i nogle af de største og mest dramatiske, klassiske værker. Det teatralske er meget passende, da musik og tekster er bygget op omkring en spillefilm af instruktøren Stobe Harju, som tidligere har instrueret en Nightwish-video.

Efter den korte 'Taikatalvi' - en kort stemningsfuld intro med lidt snak indover - så kommer der rigtig gang i den med den stort opsatte 'Storytime' med et tungt og simpelt guitarriff ovenpå herligt energiske og symfoniske udladninger. Dette fortsætter i 'Ghost River', hvor det nærmest bliver musical-agtigt, når Anettes vokal flettes sammen med herrevokalerne.

Og så er pladen ellers godt i gang, men formentlig af hensyn til historien, så må dette stoppes for en stund, for den næste sang er en lang og langsom sang, passende kaldt for 'Slow, Love, Slow'. Et nummer som fint også kunne have passet ind på lydsiderne til musicalfilm som 'Chicago' og 'Moulin Rouge'. Det er smukt med en vokal fra Anette holdt primært i de mere mørke, sexede toner. Men man glemmer sådan set 100 %, at man er i gang med at lytte på Nigthwish.


Træskodans

Heldigvis kommer skivens mest catchy og pågående nummer herefter: den fede 'I Want My Tears Back', hvor keltisk inspiration smeltes flot sammen med en mere nordisk musiktradition. Violinen i dette nummer bidrager positivt til nummeret, uden at det bliver for meget, som det nogen gange kan ske indenfor de genrer, som kan lide at spænde buen for. Det er fem minutters fest med masser af træskodans og et meget iørefaldende omkvæd.

I 'Scaretale' herefter er man i introen nærmest ude i en stort opsat Hollywood-production, men så kommer de dobbelte stortrommer og en klassisk metalspade. Det passer fint sammen med strygere og klassiske arrangementer. Anette gør det også godt her med finurlige fraseringer. Nummeret går senere polka inden det igen når frem til det dramatiske.


Skal høres som et fuldt værk

Albummet strækker sig over 75 minutter, og har man tid og lyst til at sidde at høre det som et værk, så er det faktiske et fremragende album, som ikke er så skizofrent, som det måske kunne fremgå af det foregående. Men som enkeltsange, hvor man lige skal høre "hittet", så er det måske ikke 'Imaginaerum', man skal gå efter. Af hensyn til historiefortællingen har næsten alle sangene skæve intermezzoer, hvor der er langt til de mere enkle og metalliske sange. Og så skal man da heller ikke være modstander af "ballader", hvis man skal have fuldt udbytte af skiven. Der en håndfuld spredt ud over de 15 sange.

Selvom det er så stort opsat, som det er med masser af strygere, pomp og pragt, så virker det som om, at selve metaldelen er mere bidsk og naturlig end den fx var på 'Dark Passion Play'. Vokalerne virker virkeligt gennemarbejdede, og er måske den røde tråd på skiven på trods af en stor kompositorisk variation i dem. Det er meget imponerende. Selv børnekor fungerer, hvor dette er benyttet.

Tuomas Holopainen viser sig som en formidabel sangskriver, og der skal lyde ros for hans sans for at forene klassisk musik og folkemusik med tung distortet guitar. Når den slags prøves af andre bliver guitaren nogen gange nedprioriteret, men her ligger den herligt langt fremme i lydbilledet.

Tjek 'Storytime' ud herunder - albummets førstesingle: