Scenen er (stort op)sat

Populær
Scenen er (stort op)sat

Avenged Sevenfold sprænger de gængse rammer og har begået et modent og stort værk, der er ambitiøst og nærmest ubehagelig prætentiøst. Og de kommer i mål med det.

Titel
The Stage
Dato
28-10-2016
Karakter
4

Stort set ud af det blå er 'The Stage', det syvende album fra amerikanske Avenged Sevenfold, dukket op. At bandet var på vej i studiet, og en udgivelse forventedes i 2016, blev allerede antydet tilbage i 2015, men det kom alligevel bag på de fleste, da pladen udkom for 10 dage siden. Der har ikke forud været udgivelser af flere singler som teasere for albummet, og pressen har heller ikke fået albummet i god tid, så fansene kunne glæde sig via anmeldelser ,inden albummet var ude til alles fornøjelse. Forud var blot foregået en nyhed om titel og releasedate fra en ven af bandet, oplysninger, der i øvrigt ikke viste sig at holde. Og ellers var bandets logo i starten af oktober blevet projekteret op på bygninger i flere større byer, hvilket i den grad satte gang i spekulationerne hos bandets fans.

Avenged Sevenfold har brudt med Warner og udgiver albummet via Capitol Records, der blandt andet udgav Megadeths 'Rust in Peace'. Det er helt bevidst, at lige netop det album nævnes, da Avenged Sevenfold med 'The Stage' har kastet sig over science fiction, ligesom UFO'er og sære eksperimenter er en del af emnerne på førnævnte Megadeth-skive. 'The Stage' er et konceptalbum, og den slags er ofte nogle ambitiøse sager. Det er også tilfældet her, hvor musikken nu er noget mindre tilnærmelig end de foregående og meget mere ligefremme 'Nightmare' og 'Hail to the King'.

Det tager tid at komme ind på 'The Stage'. Lyden er ikke lige så pågående og in your face som på de tidligere udgivelser. Det står hurtigt klart, at dynamikken er i højsædet, og der er leget med detaljerne, men de fede riff står ikke i kø for at overbevise lytteren ved første lyt. 

Amerikanerne har igen fået ny trommeslager. Efter The Rev døde, var Mike Portnoy med, men det varede ikke længe, og ind kom Arin Ilejay, som altså nu er erstattet af Brooks Wackerman, tidligere Bad Religion. Brooks Wackerman gør det godt på pladen og formår at variere sit spil passende til musikken, der mildest talt favner bredt.

Ambitiøst
Bandets musik er stadig i grænselandet mellem hard rock og metal, og der kan stadig drages paralleller til Guns 'N' Roses. Paradoksalt nok især 'Chinese Democracy' hvad angår flere af arrangementerne, både i musikken, men specielt på M. Shadows' vokal. Men der er der også nogle klare metalelementer, som Axl Rose ikke ville kaste sig ud, selvom det meget forsinkede 'Chinese Democracy' sine steder lød, som om hr. Rose havde opdaget nu metallen (uden at lægge mærke til, at den også var så godt som død igen).

Det er altså et ambitiøst værk. Endda prætentiøst, men det skal dog ses positivt. Det er, som om produktionen holder lidt igen på musikken. Hvert instrument får ligelig plads, og det betyder, at der ikke er riff, der smadrer ud i hovedet på en som på de foregående album, der mere havde fokus på enkelte sange med en vis rød tråd imellem. På 'The Stage' er det værket, historien, der er i fokus, og det betyder så til gengæld også, at der er visse numre, der stikker lidt af fra hinanden. Men det giver alligevel mening, imponerende nok.

Albummets start med titelnummeret, 'Paradigm' og 'Sunny Disposition' kommer sådan set okay fra start, men det er især fra 'God Damn', at albummets potentiale folder sig ud. Et metallisk nummer med nogle overraskende hårde riff og et lækkert omkvæd, der trækker sangen tilbage mod et mere sleazy rock-udtryk. Det er albummets korteste nummer og det, som bedst ville lade sig trække ind i en sætliste, som de har set ud inden udgivelsen af dette album. På det næste nummer, 'Creating God', rammes en lyd, der minder lidt om nyere Alice in Chains, mens omkvædet benytter sig af lidt af det samme som 'God Damn'.

'Angels' er rockballaden. Her er det bærende element et helt simpelt riff og rytme med en fed vokallinje henover. Mod slut får man masser af guitarlir og nogle fine korarrangementer. Et virkeligt lækkert nummer.

Skal høres som et værk
Der er mere end 70 minutters musik på skiven. Det er let at forestille sig, at nogle lyttere vil falde lidt i staver undervejs, men hvis man accepterer albummet som et værk, der vil fortælle en sammenhængende historie, så bliver det lige pludselig også i orden, at en god omgang rock afbrydes af nogle meget afdæmpede sekvenser, af strygere eller af kor-arrangementer. Ja, sågar blæsere får man. Det er meget filmisk, men det virker også uden de levende billeder.

Kun få af de 11 numre synes at passe ind i et traditionelt rock/metal-show. Avenged Sevenfold har dog afsløret, at de til kommende shows har et samarbejde med Cirque du Soleil om sceneshowet, og at de i den forbindelse vil prøve ting, som ingen andre bands har gjort før (ifølge Rolling Stone). Musikken på albummet skal også ud at leve i den virkelige verden, og det lyder som en stor mundfuld at få det til at virke helt på til et album, hvor man måske i kraft af den generøse spilletid på forhånd skal have besluttet sig for at sætte sig ned, lytte koncentreret og slappe godt af med den serverede underholdning. Men set i lyset af, hvordan albummet voksede sig fra ganske uinteressant og uden højdepunkter ved de første lyt, til hele konceptet langt hen ad vejen accepteres og mere til, og selv de små guldklumper godt gemt i musikken findes, ja, så lyder det ikke længere så umuligt.

Avenged Sevenfold udfordrer med dette album. Om vi er for langt inde i en zapper-generation til, at det vil fungere for bandets store fanbase, må tiden vise. Albummet har rum til fordybelse, og det lønner sig, hvis man orker.