"Vi har kendt hinanden siden børnehaven"

Devilution fik en snak med Johnny Christ, der fortalte om Avenged Sevenfolds planer for fremtiden, og hvordan de kom videre efter det tragiske dødsfald i bandet.

Avenged Sevenfold er et af de største navne fra USA p.t., og vi fik en snak med bassist Johnny Christ, der fortalte lidt om, hvordan bandmedlemmerne har kendt hinanden siden børnehaven, og hvordan det ændrede bandet, da trommeslager James Owen Sullivan døde i 2009. Avenged Sevenfold er allerede bekræftet til et par festivaler i slutningen af juni måned næste år, hvorfor vi trykkede bassisten lidt på maven for at høre, om Copenhell måske også var med i planen, men han var for professionel til, at vi fik ham til at tale over sig.

I udgav en plade sidste år, og allerede nu genudgiver I den med nye sange? Hvorfor så tidligt?

Hvis det virker tidligt for andre, så er det ikke sådan for os. Vi har været i processen. Allerede da vi skrev til pladen og indspillede den, vidste vi, at vi ville inkludere nogle coversange og stille og roligt dryppe tingene ud på de virtuelle platforme. Det har vi så gjort inden for det sidste halve år til streaming. Og så ville vi samle det til de fans, der gerne ville have et fysisk eksemplar. Og så inkluderede vi nogle liveoptagelser fra vores turné i Storbritannien tidligere i år.

Ja, den turne kom jo også forbi Danmark, hvor I spillede i Royal Arena sammen med Disturbed. Turnerer I så lige nu?

Det gør vi i januar igen. Lige nu er vi hjemme, hvor vi tager en pause efter fire måneder med Metallica på en turné i USA. Så vi tager en slapper og hygger med familien henover julen. Derefter går vi i gang igen i januar og februar.

Jeg har set, at I allerede har bekræftet nogle europæiske datoer til sommer på diverse festivaler.

Ja, de begynder så småt at blive bekræftet. Vi tager nogle festivaler og måske også enkelte koncerter, hvor vi selv er hovednavn.

Da vi fik interviewet her i stand, skrev vi på Facebook, at vi skulle interviewe Avenged Sevenfold, og vores læsere kunne så skrive, hvilke spørgsmål de gerne vil have besvaret. De vil gerne vide, om I kommer tilbage til Danmark i 2018. Enten på en festival eller til jeres egen koncert. Har du noget information? Må du sige noget?

Jeg må ikke sige noget lige nu. Men jeg kan da afsløre, at vi nok skal komme tilbage. Vi elsker at være i Danmark.

Så lad os dreje over mod jeres musik. Jeres musik startede mere hårdkogt, end det er nu. I har udviklet jer over i en mere mainstream retning. Er jeres tilgang til at skrive materiale eller jeres vision ændret sig i årenes løb?

Vores tilgang har udviklet sig en del. Sådan er vi modnet. Visionen har altid været, at vi skulle spille klassisk heavy metal. I starten blev vi sat i bås med det mere skrigende metal, men vi har altid gerne ville over i retning af noget Pantera og klassisk heavy metal. Jeg tror bare, det rent naturligt er sådan, at vi udfordrer os selv og ser, hvad vi kan opnå. Og så har vi udviklet os derhen, hvor vi er nu. Hvis man hører vores plader, så er de alle forskellige. Heldigvis har vores fans været åbne og modtagelige for, at hver plade er forskellig.

Det leder os videre til mit næste spørgsmål fra en læser. Hvorfor tror du, at jeres selvbetitlede plade blev så populær?

Det ved jeg ikke. Hvem ved, hvorfor en given plade bliver populær? Vi prøver at skrive de bedste sange, vi kan, og udgiver den og håber så, at folk kan lide den, for man er selv stolt af den. Det var den første plade, vi selv producerede, så jeg har rigtig gode minder fra dengang, hvor vi gik i studiet, indspillede og pressede hinanden for at få tingene gjort. Det var virkelig fedt at lave den plade. Men jeg kan ikke sådan lige sige, hvorfor den blev så populær. Det var bare det, vi gjorde på det tidspunkt, og heldigvis var det en succes.

Du siger, det er svært at fornemme, når man selv har skrevet materialet. Men hvornår kunne I mærke, at I var ved at bryde igennem? At flere og flere købte jeres plader, og der kom flere til koncerterne.

For mig var det nok tidligere end 'Avenged Sevenfold'. Det var nok allerede omkring 'City of Evil', hvor der pludselig var en noget større interesse. Specielt i USA. Da vi turnerede med den plade, var vi også på turné med Metallica, og det hjalp en del. Det var afgjort den plade, hvor vi for alvor kunne se, at vi var ved at blive et succesfuldt band. Det strømmede så over og videre i netop 'Avenged Sevenfold', der kom bagefter, og hele den periode var der, hvor vi ligesom fik cementeret vores position og bygget en større fanbase.

Det bringer os så videre til en utrolig trist begivenhed for jer. Jeg ved, at I nok er blevet spurgt om det mange gange. Hvordan ændrede det bandet, da James Owen Sullivan ("The Rev.", den oprindelige trommeslager i Avenged Sevenfold) døde i 2009?

Det ændrede alt. Jimmy var en kæmpestor del af vores liv. Allerede fra før vi lavede bandet. Helt fra barndommen, hvor vi bare rendte rundt på stranden. Vi boede kun nogle få gader fra hinanden. Vi var bare venner og havde det sjovt. Han var meget mere end bare en trommeslager. Han var vores bror, vores ven. Så det ændrede alt. Lige umiddelbart havde vi netop indspillet en plade sammen med ham. I hvert fald skrevet materialet. Det var 'Nightmare'. Den var helt færdig. Vi var kun et par uger fra at gå i studiet. Vi udskød det en smule, men vi valgte at fortsætte, for det var ligesom, hvad vi skulle gøre. Men derfra var alt anderledes. Processen med at skrive sange blev anderledes, for der var et kæmpe tomrum efter Jimmy. Vi manglede en sangskriver, og det skulle vi videre fra. Nu har vi så to plader, hvor han ikke har været med, og det er da altid spøjst at tænke på, hvad det kunne være blevet til, hvis han stadig var her, men vi måtte bare tage os sammen og gøre det så godt, vi kunne.

Det var Mike Portnoy, der kom ind og tog over?

Ja, Mike Portnoy kom og hjalp os med at færdiggøre pladen. Vi havde alle demoer klar og vidste præcis, hvad Jimmy skulle have spillet. Portnoy er jo en fabelagtig trommeslager, så han fik tilført lidt af sin egen stil. Han hjalp os rigtig meget i en tid, hvor vi virkelig havde brug for det.

Nu har I så Brooks Wackerman, der er nogle få år ældre end jer andre. Betyder det noget for jer?

Hehe, nej, det betyder ikke så meget. Når først man er når en vis alder, så betyder det ikke så meget. Vi bliver jo alle ældre. Men dynamikken har ikke ændret sig i bandet. Han er en god trommeslager og har masser af god humor, så han er stille og roligt faldet godt til rette i bandet. Vi ville ikke være sammen med ham nu, hvis ikke han passede ind.

Du siger, at du kendte James Owen Sullivan fra barndommen. Sådan helt grundlæggende: Hvornår lærte I hinanden at kende i bandet?

Jamen, vi har alle kendt hinanden, fra vi var helt små. Zackary Baker er nok den sidst ankomne. Han flyttede hertil, da vi gik i folkeskolen. Omkring 12-13 år gammel. Men resten af os har kendt hinanden siden børnehaven. Fra vi var 5-6 år gamle.

Hvor kom inspirationen til at skrive musik så fra? Hinanden, ældre søskende eller hvad?

Nok lidt af det hele. Vi har helt sikkert trukket lidt fra alle kanter. Jeg har ældre søskende, som lyttede til en masse forskelligt musik. Min mor hørte en del popmusik, og min far hørte heavy metal. Så finder man lidt sit eget. Her i Orange County er det lidt af det hele. Både hip hop, country, rock osv. Jeg har bare taget lidt fra alle hylder og er blevet inspireret af det. Det er et fantastisk lille område for musik, og jeg er utroligt taknemmelig for at være vokset op her.

Hvad får du tiden til at gå med i fritiden, når du ikke turnerer eller arbejder på nyt med Avenged Sevenfold?

Ligger på sofaen, haha. Nej, spøg til side. Jeg surfer en hel del. Tager også bassen og holder formen kørende. Hygger mig med familien og drikker lidt. Så jeg surfer og drikker, haha!

Og så blev vi med ét klippet af pladeselskabet, der gjorde os opmærksomme på, at vi havde brugt de allokerede 15 minutter. En lidt abrupt, men måske passende afslutning på interviewet.