Bare for at slippe for brok?

Populær
Bare for at slippe for brok?

Adam Dutkiewicz fra Killswitch Engage er en sanger fra at have lavet et soloprojekt, der lyder mistænkeligt meget som Killswitch Engage, og man stiller sig derfor spørgsmålet "hvorfor"?

Titel
The Hymn of a Broken Man
Dato
18-01-2011
Distributør
Trackliste
1.Strength In Numbers
2.Fight For Life
3.Willing
4.Where The Spirit Leads Me
5.Until The End Of Days
6.Live In Love
7.In The Arms Of Mercy
8.Hymn Of A Broken Man
9.The Forgotten One
10.Hope Remains
11.The End Of Eternity
12.Worlds Apart
13.Fall From Grace
Forfatter
Karakter
3

Sideprojekter har i mands minde været en del af musikverdenen, sandsynligvis fordi det at være en del af et kollektiv, som et band mere eller mindre er, betyder at hæle skal hugges og tæer sakses, og derfor kan den enkelte musiker have kunstneriske ambitioner, som ikke kan realiseres i bandet, og nye græsgange må findes, hvor kreativitetens sprudlende kilder kan flyde over. Det er i hvert fald den pæne version...

Hvem husker ikke eksempelvis Richard Kruspes (Rammstein) soloprojekt, eller Serj Tankian og Daron Malakian (begge System of a Down), som alle har forsøgt sig alene på den ene eller anden måde, og alle udstillet, hvad det har været, de musikalsk har bidraget med til 'moderbandet' – så tæt på har udbrydermusikken lydt (selvom der selvfølgelig også har været forskelle, bevares).

Dutkiewicz' legen med sig selv

Med ”Times of Grace har Adam Dutkiewicz føjet sig selv til denne række af musikere, der med et sideprojekt eller en solokarierre vil udforske sider af egen kreativitet, blot for at "rykke ind i nabohuset", så at sige. Ud over at være guitarist, er Dutkiewicz en ret benyttet producer og i Times of Grace har han lavet det fucking hele – fra at spille alle instrumenterne til at producere, og har kun fået assistance fra Jesse Leach (Empire Shall Fall, tidl. Killswitch Engage) til tekster og sang. 

Og det er der kommet nogle ret gode Killswitch Engage-sange ud af, der dog også tilbyder noget andet og mere en dræberkontaktens, nemlig mere tyngde (som eksempelvis 'Fight for Life') eller nummeret 'The Forgotten One', der bliver helt cowboy-blueset, som når Bon Jovi er bedst.

Dutkiewicz' styrker skinner igennem, for guitarspillet og riffene er ganske forrygende og produktionen er ret stram og rutineret. Trommerne er imponerende spillet, hvis man altså husker på, at det er manden selv der basker løs – glemmer man det, kunne man måske godt ønske sig lige det sidste nærvær og præcision. Leachs vokal er god, præcis og ren, men ikke den mest personlige, og den er også med til at få en til at tænke på førnævnte Killswitch Engage.

Så hvorfor egentlig?

Alt i alt efterlader det én med oplevelsen af en god, gedigen metalcoreplade hvor især guitarspillet trækker op, samt nogle tanker omkring sideprojekter: for siden heller ikke dette ligger så langt væk fra hovedbandet, kan man ikke lade være med blot at se manøvren som en måde at slippe for de andre i bandet(s meninger om dette og hint), mere end at den skyldes en kunstnerisk sjæls afsøgning af musikkens endnu uopdagede kringelkroge.