Begrænset adrenalin-kick
Hitniveauet fra forgængeren ’Omertá’ er ikke nået på dette album. Men standarden er alligevel høj, og Russell Allen og Mike Orlando er stærke omdrejningspunkter hele vejen igennem
2. Come On Get Up
3. Dearly Departed
4. Behind These Eyes
5. Let It Go
6. Feel The Adrenaline
7. Men Of Honor
8. Crystal Clear
9. House Of Lies
10. Judgement Day
11. Fallin' To Pieces
Adrenaline Mob er en supergruppe og kan trods ændringer i besætningen stadig præsentere sig som en sådan. Mike Portnoy har ladet trommestolen besætte af Twisted Sisters A. J. Pero, Rich Ward (rytmeguitar) er slet og ret blot forduftet, mens Paul Di Leo tidligt i bandets korte historie valgte at overlade det til Disturbeds John Moyer at håndtere bassen, som han også gjorde det på ’Omerta’. Udskiftningen har ikke ændret på hverken energi eller lyd hos bandet på den svære toer, og det siger noget om, at signaturen ligger hos de oprindelige medlemmer, Mike Orlando og vokalist Russell Allen.
Første nummer, der passende blot hedder ’Mob Is Back’, er en passende ramme om Adrenaline Mobs solide image, og Mike Orlando får med sin insisterende vitalitet selv den store narcissismeambassadeur Steve Vai til at lyde som en genert skolepige. Efter et minuts intro-skraldespand falder Adrenaline Mob præcis tilbage i det spor. de fulgte på debuten ’Omertá’, der udkom for to år siden. De taktfaste 4/4 holdes stramt i tøjlerne af Orlandos komprimerede og legesyge guitarvrid, der dominerer ’Men Of Honor’ ganske som på forgængeren, og heldigvis for det. Orlando er kompetent og overlegen uden at gå i et kedsommeligt selvsving over egne evner. Det blev formentlig vel overstået i introen til ’Mob Is Back’.
Som skrevet i anmeldelsen af ’Omertá’ skal det slås fast, at Adrenaline Mob end ikke prøver at lade, som om de har genopfundet den hårde rock. Det er helt, tydeligt at de bare gerne vil tæske noget røvballerock ud over scenekanten, og til deres fordel gør de det så overbevisende, at det, næsten, er alt rigeligt. Når så ’Dearly Departed’, ’Feel The Adrenaline’, ’Judgement Day’ har præcis samme start, bliver det alligevel forudsigeligt nok, og der er et par oplagte halvlege på ’Men Of Honor’, hvor tiden bedre kunne udnyttes i en pølsevogn frem for foran anlægget.
Balladerne ’Behind These Eyes’ og ’Crystal Clear’ er så følelsesladede, at de såmænd kunne have været skrevet af Bryan Adams selv, og ’Fallin’ To Pieces’ er lige præcis tynd nok til at kunne være blevet udvalgt til et kommende Nickelback-album, ligesom ’Come On Get Up’ er selvskrevet til en plads på Sevendusts ’Seasons’. Derimod er ’Let It Go’ mere end en skæven tilbage til hittet ’Undaunted’ fra ’Omertá’, og ’Feel The Adrenaline’ sparker gedigent røv. Ergo er de gode sange virkelig gode og de svagere numre ditto tamme.
Det musikalske afsæt er som på debutalbummet stadig forankret i Soundgarden, Disturbed, Steve Vai og Dream Theater, men den manglende samlede styrke på albummet udvisker de tydeligste referencer, og ’Men Of Honor’ er såmænd glorværdig nok, men mangler de virkeligt stærke numre for at gøre sig langtidsholdbar.