Blandede ambitioner for 25 øre

Between-Oceans-–-Renaissance

Between Oceans starter på meget lave forventninger og det taget i betragtning er kritikken lidt mindre sønderlemmende, end de fleste internettrolde måske ville ønske.

Titel
Renaissance
Karakter
2

Min redaktør kan godt lide, når jeg kommer i problemer. Det er jeg dog ikke selv særligt meget fan af. Min ”most toxic trait” er dog, at jeg er 100% ærlig 99% af tiden. Derfor er der ingen vej udenom: Jeg har trukket Between Oceans i Devilutions opsamlingsheat og jeg må derfor, imod eget ønske, være ærlig om hvad jeg mener om bandets udgivelse 'Renaissance'.

For gennemsigtighedens skyld og måske for at forklare, hvorfor jeg protesterer så meget: Jeg havde en rigtig blandet oplevelse med bandet i sommer, da de varmede op for Daze of June. Der har også været beef mellem bandet og flere medlemmer af Facebook-gruppen DKHC, som vel er en slags kvasi-familie, hvortil jeg er en perifær kusine. Det fik dem ikke til at se godt ud. Alt det for at sige, at jeg ikke har et positivt indtryk af bandet. Det hjælper heller ikke, at metalcore ikke nødvendigvis er en genre, jeg er så bekendt med som Devilutions core-orakel Sebastian Taylor Bach. Alt dette har jeg besluttet mig for at lægge bag mig og forsøge at starte forfra med bandet.

Det gode ved opsamlingsheat er, at man kan veje sine indtryk imod andre skribenters, hvis de har skrevet om albummet, da det udkom. Jeg kan modsat HeavyMetal.dk’s skribent godt lide metalcore, og jeg synes det er unfair mod genren at spørge, om ”metalcore nogensinde bliver godt” – særligt når det nært forestående album er Between Oceans ”Renaissance”. Det er som at bedømme nordisk cuisine på en fiskefilet fra den lokale grill i stedet for Noma. De to ting er så danske som rødgrød med fløde, men der er så at sige et vist spænd i mellem de to. Med det sagt, så kan jeg allerede ved første gennemspilning af albummet ånde lettet op og bekræfte, at der altså kan reddes meget med moderne indspilningsudstyr.

Musikalsk, instrumentalt eller skal vi kalde det ”sonisk” er pladen faktisk... god. Der er spændende passager, der ligesom andre kontemporære metalcorebands både låner lidt fra prog, electronica og stadionrock. Der er flere steder, hvor jeg ligefrem positivt overraskes over kvaliteten af kædesavsriffene, eller kan mærke bassen i mellemgulvet. Der er klart potentiale til mere, hvis bandet måske kunne samle sig lidt mere om, hvad der skal være i højsædet. Her kan man for eksempel kigge på Architects perle 'Holy Hell', hvor bandet også låner fra højre og venstre, men samler sig om en kerne eller en vibe, som unge mennesker nok ville kalde det i dag.

Når det kommer til vibes, så er det virkelig der, hvor Between Ocean har meget at arbejde på. Det lyder simpelthen ikke som om, at instrumentalisterne og vokalisterne sidder i samme rum, når de skriver. Altså som om de går hver til sig og skriver, kommer tilbage og sætter stykkerne sammen. Under de melodiske passager har guitarmanden fået at vide, at han skal være stille og omvendt under riffene. Det eneste, der virkelig binder sammen er growl-vokalen, når den altså gør det.

Problemet med sammenhængen ses egentlig bedst på numre som ’Legacy’, hvor der i verset lægges ud med dystre og mere klassiske metalcore-elementer, men hvor omkvædet er mere opløftende. Man kan selvfølgelig være interesseret i at spille på en form for kontrast-sammensyning, men den slags skal helst eksekveres fejlfrit. Det bliver det ikke her. Fejlfrit er ikke, hvad man kan kalde omkvædet på særligt ’Pressure’ hvor cleanvokalen virkelig ikke kan følge med. Det hjælper heller ikke, at sangen simpelthen er rædselsfuldt dårligt skrevet. Omkvædet kæmper også besynderligt med rytmen. Det "flyder" ligesom ikke. Det gælder for så vidt også omkvædet på ’Pressure’ og hele vejen igennem ’Signal’, der ubestridt er albummets ringeste. Jeg kan ikke beskrive melodiskrivningen på pladen som andet end, ”hvis en AI skulle skrive metalcore-ballader”.

Som prikken over i’et er cleanvokalen på trods af adskillige indspilningstricks og forbedringer åbenlyst presset. Særligt, og med fare for at være lidt for sangteknisk, er det fraseringerne, der fremstår meget upræcise på hele albummet. Det er meget tydeligt at høre, hvad ambitionen var, men også meget tydeligt at teknikken simpelthen ikke er der. Der er også flere steder nærmest "jump-cuttet" i cleanvokalerne, og det giver indtrykket af, at det her aldrig vil kunne leveres på en scene, fordi der hverken er tid eller luft til det. Bedre sangskrivning kunne nok ikke have gjort cleanvokalisten til Jonny Craig eller Tilian Pearson, men sangskrivningen hjælper ham bestemt heller ikke med mærkelige tempi og dårlige hooks (er de egentlig så overhovedet hooks?).

Med det sagt, så er jeg stadig faktisk positivt overrasket dele af albummet. Med upskilling eller udskiftning kunne bandet faktisk opnå et fornuftigt resultat. Men i sin nuværende form er det overordnet en tommelfinger nedad.