En varm dag i juni
Fire bands på én aften og særdeles blandede bolcher. Between Oceans leverer aftenens mågelort, imens Unseen Faith leverer et hold-kæft-bolsche til alle, der ikke kan lide deathcore. Daze of June leverer en juni-varm, men lidt fugtig omgang.
Da de første koncerter atter begyndte at dukke op i Facebook-feedet, var der for mig personligt ingen grænser for, hvad jeg ville gøre for endnu engang at drikke flade bajere til duften af metaldanmarks prutter. Jeg besluttede mig derfor i kådhed til at tilmelde mig alt. En af de ting var Daze of June på Gimle. Jeg kender ikke bandet særligt godt, og der er langt til min barndommens Roskilde, når man er blevet magelig i købstaden. Men ikke desto mindre viste turens igennem DSB’s pladsbilletsmareridt og hele 30 minutter i et regionaltog sig at være koncerten værd.
Første navn på aftenen plakat er Tranquilized. Rygter fra rygeområdet har fortalt mig, at det kun er bandets fjerde liveoptræden nogensinde, og med det in mente klarer bandet sig nogenlunde helskindet igennem. Lyden er rimelig, måske lige med lidt for meget tryk på baspedalen, men det kan man leve med. De første sange sidder næsten lige i skabet, inklusiv et par gedigne riffs, hvorimod bandet på de sidste par sange ender lidt længere fra hinanden, sådan lydbilledemæssigt. Men det er hæderligt for et band med fire koncerter på bagen.
Hæderligt kan man altså desværre ikke kalde Between Oceans' tur på scenen. Og der er tale om særdeles indskærpende problemer, selvom man kan have tendens til at give lidt line til bands, der ikke har haft mulighed for at komme på græs et stykke tid. Men lad os starte med det formildende: Bandet lader til at være glade for at komme tilbage, og den ene af de to sangere lader også til at have et acceptabelt growl. Så kommer vi desværre til clean-vokalisten, som simpelthen ikke leverer særlig godt. For det første ligger hans vokal lige lovligt lavt i mixet, men det er måske ikke så skidt endda, for det er godt nok pitchy. Der er meget få linjer af sangene, der faktisk rammer rent, hvor de skal, og det er rimelig tydeligt, at der ikke er gedigen sangteknik tilstede. Det hjælper heller ikke, at særligt de melodiske stykker virker lige lovligt dovent skrevet. Som stor tilhænger af core med cleanvokal, er jeg er ærligt talt ikke videre imponeret over Between Oceans. Vi må håbe, der kan passes lidt sangskrivning og sangteknik ind i mellem sommerens koncerter.
Som fra nat til dag er skiftet fra Between Oceans til Unseen Faith. Jeg har set bandet før, men har aldrig rigtig sådan ... forstået det. Det gør jeg mere end nogensinde i aftenen. Hvor Tranquilized manglede lidt på samspillet, og Between Oceans kæmper med vokalen, der sejrer Unseen Faith fuldstændigt på begge i aften. Rytmeskiftene står så knivskarpt, at man skulle tro bandet havde brugt hele pandemien i et øvelokale med en metronom. Deres backing tracks er velintegrerede, der er masser af lækre, tunge breakdowns, og Alexander Eriksen leverer vel nok den flotteste metal-vokalpræstation, jeg faktisk nogensinde har hørt, med rangering fra lave, dybe growls til falset-hvin på toppen af Eriksens randregister. Jeg havde vitterligt aldrig troet, at jeg skulle til at lytte til deathcore, men her har i mig, klar til at tage til koncert, hvorend Unseen Faith spiller igen. Fordi nu tror jeg endelig, jeg forstår det. Lidt.
Hvor der har været lidt basrumlen tidligere i aften og måske ikke lige nok gas på vokalen, så har aftenens hovednavn nok haft den bedste soundcheck, for den sidder lige, hvor den skal. Det hjælper også en del på stemningen, at gæsterne på rækken foran har fået rigeligt med øl i baren og udøver en slags moderne stoledans, der også inkluderer at kaste sine drikkevarer udover alle i nærheden (inklusiv fotograferne). Bandet har dog måske skudt sig selv lidt i foden ved at invitere Unseen Faith forbi, for sammenlignet med den supertekniske og dynamiske præstation, Unseen Faith lige har leveret, ja, så står den meget melodiske metalcore fra Daze of June altså tilbage som lidt letbenet.
Det gør bandet dog så meget, som de overhovedet kan, for ikke at lade os tænke over. Forsanger Benjamin Julian Ganzhorn lader til at være i sit es og spæner rundt på scenen for at få alle med. Han viser desuden flot, hvordan man sagtens kan være dygtig til både growls og cleans. Det er altså stadig et sjældent syn, selvom trenden med at kombinere dem ikke er ny. Imens krabbes der fuldt igennem hos guitarist Sylvester Jensen og bassist Simon Gessø Jensen, der begge to ligner, at de har det virkelig sjovt.
Alt i alt må jeg give min kollega Sebastian Bach Taylor ret i, at det nye album, som vi er her for at fejre udgivelsen af, altså er lidt til den tynde ende, med en meget ”Prime-core” tilgang til melodierne, der har en tendens til at virke lige lovligt svulstige. Når det er sagt, så er det en fest at være til koncert med Daze of June, om ikke af andre årsager, end at bandet bare virkelig lader til at have det sjovt. De er desuden dygtige til at få alle til at føle sig som en del af familien, hele vejen fra fyren i merchboden til de shots, som bandet havde gemt under vores stole. Det er sku hyggeligt. Og nogle gange er det OK bare at hygge sig.