Stien holdes ren og møgbeskidt
Med 'Survival of the Sickest' hylder Bloodbath dyderne indenfor den klassiske dødsmetal med rigelige anerkendende nik til genrens gudfædre.
2. Putrefying Corpse
3. Dead Parade
4. Malignant Maggot Therapy
5. Carved
6. Born Infernal
7. To Die
8. Affliction of Extinction
9. Tales of Melting Flesh
10. Environcide
11. No God Before Me
Bloodbath har undergået en del ændringer i line-uppet gennem dets nu mere end 20 år lange historie, men på 'Survival of the Sickest' formår supergruppen stadig at videreføre arven fra den klassiske dødsmetal. Med 11 skæringer får de givet en cadeau i alle tænkelige retninger, og hvis man er fan af dødsmetal, så går man ikke galt i byen med bandets sjette fuldlængde-udgivelse.
Det hele starter allerede på åbningsnummeret 'Zombie Inferno', hvor forsanger Nick Holmes brøler 'Fucked, Nowhere to Run'. Det er muligt, det er scenariet, hvis man jagtes af zombier i et levende mareridt, men det er også virkeligheden for Bloodbath. Bandet blev dannet for at hylde rødderne til den genre, vi i dag kender som dødsmetal. En af heavy metals, hvis ikke den, mest populære subgenrer overhovedet. Dengang var det Opeths Mikael Åkerfeldt, der brølede, men han gav depechen videre til Paradise Losts Nick Holmes for et årti siden. Ligesom Åkerfeldt har Holmes heller ingen steder at løbe hen. Fanget af den musik, der har skabt både dem og deres bands' popularitet. Her på 'Zombie Inferno' lyder det, som om Holmes og resten af Bloodbath har hørt lidt Gojira, nogle af genrens nyere trofaste portvagter.
Allerede på pladens andet nummer 'Putrefying Corpse' er det dog tilbage til halvfemsernes koryfæer. Her får de hjælp af Napalm Deaths Barney Greenway, ligesom de får hjælp af Luc Lemay fra Gorguts på 'Carved' og 'Born Infernal'. Førstnævnte har lidt en snert af det, vi kender fra deres store hit 'Eaten' fra gennembrudspladen 'Nightmares Made Flesh' fra 2004.
Vi kan uden problemer fortsætte med at remse navne op, som Bloodbath lige får givet et lille anerkendende nik til. På 'Dead Parade' lugter det umiskendeligt af Morbid Angel, mens der på 'Affliction of Extinction' er en snert af At the Gates over riff og lyd. Der er også Morgoths tidligere forsanger Marc Grewe, der lige giver et par brøl med på den udmærkede mid-tempo-sang 'To Die', hvor de melodiske guitarer får luft under vingerne i en sang, der ellers minder meget om Obituarys i opbygning og vokal.
På den måde kommer Bloodbath hele vejen rundt og får hyldet alle, der fortjener det. Musikalsk får de også vinget det af, de gerne vil. Klassisk dødsmetal, som den lød, da den kom ud af Stockholm for tredive år siden, men alligevel opdateret, så den lyder frisk. Ikke mindst takket være de legesyge og kompetente musikere, der udgør rygraden i Bloodbath. Lige fra guitarerne Anders Nyström og Tomas Åkvik. Nystrøm har fået ny makker i Åkvik og deres parløb er lækkert at høre på. Det samme er Martin Axenrots jazzede trommespil, der lige giver 'Survival of the Sickest' lidt ekstra krydderi.
Så hvis man kunne lide dødsmetal i halvfemserne og gerne vil udvide samlingen med noget, der lyder derhen ad og samtidig har en frisk lyd, så er Bloodbaths seneste plade bestemt tiden værd. Med rådne og beskidte sangtitler og tekster, fortsætter de ånden fra Obituary, Cannibal Corpse, Autopsy og Carcass, mens de musikalsk læner sig op af samtlige strømninger, der har været i den genre, som så mange elsker. Dødsmetallen. 'Survival of the Sickest' er en hyldest til genren og sikke en hyldest. Den afsluttes med 'No God Before Me', der kan nydes nedenfor: