Middelmådig råddenskab

Blodbaaad

Intet nyt er ikke altid godt nyt. Vi kunne i hvert fald godt drømme om mere mindeværdige øjeblikke til at bryde med monotonien på den seneste ofring fra blodbaderne.

Kunstner
Titel
The Arrow of Satan is Drawn
Dato
26-10-2018
Trackliste
1. Fleischmann

2. Bloodicide

3. Wayward Samaritan

4. Levitator

5. Deader

6. March of the Crucifiers

7. Morbid Antichrist

8. Warhead Ritual

9. Only the Dead Survive

10. Chainsaw Lullaby
Forfatter
Karakter
3

Titler som 'Fleischmann', 'Bloodicide' og 'Only the Dead Survive' taler deres eget tydelige sprog. Opskriften er ganske, som vi kender den fra  'Grand Morbid Funeral', Nick Holmes' første album som frontmand for Bloodbath. Mere tørt faktuelt er det selvfølgelig Bloodbaths femte fuldlængde, men vi kommer ikke uden om, at lyden har ændret sig en kende, siden Holmes kom ind i folden, og det er da også en naturlig forlængelse af forgængeren, vi her lægger ører til. Det smager umiskendeligt af rådden død og ødelæggelse, men det gjorde 'Grand Morbid Funeral' jo sådan set også, så hvad er der nyt på tapetet, spørger man sig selv?

Alt for lidt, fristes man til at sige. I al sin væsentlighed blev sangskrivningen på forgængeren en knivspids mindre melodisk til fordel for det mere knusende og smadrede. Dengang blev der talt meget om Nick Holmes' indflydelse, og selvom det måske føltes som +20 år siden, han sidst havde lydt så ond i sulet, hvilket jo også er et ufravigeligt historisk faktum, så var det egentlig mere de kradse riffmure der dominerede helhedsindtrykket, lige på grænsen til det monotone. 

Det samme gør sig gældende for den i øvrigt nærmest komisk betitlede 'The Arrow of Satan Is Drawn'. Desværre. De store udsving er fraværende, og alting stormer af sted på høj kadence uden mange melodier, der gør noget for at bide sig fast. Der er da undtagelser fra reglen, bevares, men skal ret være ret, så virker alt som skrevet over den samme skabelon. Kan du med andre ord stille dig tilfreds med skabelonen fra 'Grand Morbid Funeral', så skal du også nok få lige, hvad du ønsker denne gang. Man skulle dog være et skarn, hvis man ikke havde drømt om en ny 'Cancer of the Soul' eller 'Mock the Cross', men så heldige har vi dog ikke lov at være.  





Mindre kan nu også gøre det, og begge singlerne 'Bloodicide' og 'Chainsaw Lullaby' er fortræffeligt betændte dødsslagere, der var spændende forløbere for, hvad vi ellers havde i vente. 'March of the Crucifiers' og 'Warhead Ritual' er også potente moshere i den mere tunge ende af deres repertoire, men resten af vejen går det over stok og sten uden nævneværdige afbræk. Til gengæld har Nick Holmes gravet et mere snerrende, makabert bid frem fra gemmerne og viser sig i højere grad værdig til denne flirt med de svenske blodbadere, men der er dog for langt mellem snapsene, til at vokalen i sig selv kan gøre det ud for de mindre skarptskårne kompositioner. 

Selvom 'The Arrow of Satan Is Drawn' lyder mere som en 'Grand Morbid Funeral pt 2', end man kunne have ønsket sig, så er det jo også fint nok, hvis man bare vil have lidt letfordøjelig, rådden død til aftenkaffen. Vi kommer trods alt heller ikke uden om, at der er tale om endnu en supergruppe med medlemmer fra Katatonia, Opeth og Paradise Lost, og med (i øvrigt ret ubetydelige) gæsteoptrædender fra Karl Willets (Bolt Thrower), John Walker (Cancer) og Jeff Walker (Carcass) er referencerne jo også på deres plads. Det ændrer dog ikke på, at der mangler den saft og kraft, som karakteriserede bandets album tidligere i karrieren, og selvom det for så vidt er en ganske sprød omgang crusty død og helvede, så har vi bare hørt dem bedre.