Friskfyrstype flader ud
Bon Jovi har skabt en hyldest til det triste år 2020 og rammer plet med at afspejle gudsjammerligheden.
2. "Unbroken"
3. "Limitless"
4. "Luv Can"
5. "Brothers in Arms"
6. "Story of Love"
7. "Lower the Flag"
8. "Let It Rain"
9. "Shine"
10. "Blood in the Water"
Jon Bon Jovi har altid været lige på kanten af alt for meget på den opgejlede måde, og det ikke kun, fordi han er sådan en flotfyrs firsertype med supermandslogo-tatovering, charmerende smil og imponerende hårpragt. Alle, der har mærket passionen, som enhver brandertramt person kan lægge i afsyngningen af ‘Livin on a Prayer’ eller ‘You Give Love a Bad Name’, ved, at det totalt umuligt at komme uden om Bon Jovis store hits. Altså dem fra et fjernt årti og så en gang mere på ‘It’s My Life’. Det er lige dele letbenet catchy og så bare djævelsk godt sangskriverhåndværk, som de fleste kun kan(kunne) drømme om at gøre efter.
Men det var dengang for tyve-plus år siden, og i dag føler Jon Bon Jovi aka John Francis Bongiovi Jr., at han skal spille på noget andet end energi og ungdommelighed – i dag i år 2020, som har lagt titel til hans bands nye album. For ja, til dem, der kom sent til festen, så er Jon Bon Jovi forsanger i bandet Bon Jovi, der faktisk tæller andre medlemmer end Jon selv.
En titel, som refererer til, altså ud over udgivelsesåret, at der er valg i år, og demokraten Jon Bon Jovi mener tydeligvis, at der er meget på spil. Bemærk også det amerikanske flag, der reflekteres i solbrillerne på coveret og stjernerne i titlen. Og det sociale engagement er sådan set ikke nyt – ‘Livin on a Prayer’ er samfundsrevseri ved siden af fællessang, for Jon Bon Jovi vil gerne være Bruce Springsteen, og det har længe skinnet igennem i musikken.
Han er sprunget fuldt ud som samfundsrevser, og det skal han selvfølgelig være velkommen til – og nogle vil sikkert hidse sig op eller glæde sig over, at Jon Bon Jovi mener en hel masse om, hvordan USA har det i dag. Men her vil vi hellere hidse os op over, hvor umådeligt kedeligt holdningerne er formidlet. Musikalsk rammer bandet en vanvittigt steril udgave af den ældre og i forvejen blodfattige Springsteen, og hvor nævnte Bruce og band i det mindste stadig kan være en anelse intenst, så lyder Jon/Bon Jovi i dette år, som om han/de ikke engang kan tænde sig selv.
Selv uptempo-numre som ‘Limitless’, ‘Beautiful Drug’ eller ‘Do What You Can’ fremføres dovent og ladt, og man ville næsten ønske, at det kunne gå USA dårligere, så ophidselsen kunne finde vej ind i musikken. Bløde, tilforladelige riffs, slatne trommer, rolig stemmeføring og så soloerne, der spilles så tilbagelænet, at guitar Phil X må være faldet sovende ind i Fender Twin Reverb-forstærkeren – man savner dengamle guitarist Ritchie Samboras flair for de enkle melodier.
Det mest interessante er vel nok, at ‘Blood in Water’ føles som en meget bevidst hyldest til ‘Dry County fra ‘Keep The Faith’, hvor Bon Jovi såvel som Jon Bon Jovi i momenter lykkes med at sparke energi ind i nummeret. Men da det skal opveje en rædderlig tåkrummende ballade som ‘Story of Love’, er det helt umuligt at glæde sig over momentvise succeser. ’2020’ føles præcist lige som året som en lang tristesse, der ser ud til aldrig at ende trods 48 minutter/366 dage.