Sammenspillet pondus

Ikke en eneste af de utallige gange, jeg har lyttet det seneste album fra Dinosaur Jr. igennem, har der været tvivl om, at deres 11. studieplade er en, jeg hyppigt vil vende tilbage til også fremover. 'Give a Glimpse of What Yer Not', som pladen hedder, har på fremragende men også gammelmands-, nærmest rockpoetisk vis fokus på de af livets omstændigheder, der på godt og ondt holder de eksistentielle hjul smurt, og har, rent musikalsk, samtidig så tilnærmelig og klokkeklassisk en personlighed, at det i virkeligheden kan undre, hvordan resultatet i sidste ende kan komme an som værende, hvis ikke enestående, så i hvert fald tiltrængt. Men sådan er det jo netop med Dinosaur Jr., vil det voksne rockbarn med de slidte høretelefoner fra 80'erne og 90'erne selvfølgelig påpege, og godt ord igen. Dinosaur Jr. – dette 30 år kloge, men tilsyneladende evigt ungdommelige, ærkeamerikanske, bundordinære og samtidig unikke, til tider støjende rockband – er, til trods for deres klassiske rockdyder og den solide mangfoldighed, heldigvis ikke lette at sætte i bås.   

Ydmygt og grandiost
Lette at genkende er de dog uden tvivl. Pladen ligger ud med 'Goin Down', der bedst kategoriseres som Dinosaur Jr.sk, og som er så sublimt overbevisende en rocksang, man vel overhovedet kan forestille sig. Er man til swing, guitarriff og en lyd af garagerocktrommer, der er som sendt fra den lillamalede himmel, lægger pladen kort sagt for med det let sublime. Førsteudspillet 'Tiny' følger efter og føles som en god leftover fra bandets forrige plade, den ellers ikke nær så helstøbte 'I Bet on Sky' (2012). 'Goin Down' og til dels 'Tiny' tenderer rockhittet, mange musikere formentlig ville give deres højre hånd for i det hele taget at komme i nærheden af. Derudover har Dinosaur Jr. den kvalitet, at de vanen tro leverer deres rocknumre med en ydmyg allestedsnærværelse. 

Ydmygheden og dens paradoksale modvægt – det eklektiske, grandiose guitarspil – har bandets frontmand og primære sangskriver J. Mascis hovedsageligt fra forbilledet Neil Young, uden hvem det egentlig er svært at forestille sig Dinosaur Jr. i det hele taget. Hvor guitardinosauren fra Canada på sine senere år dog ikke ligefrem har skruet ned for sine støjende, distortede elementer, har der hos Mascis sneget sig en anderledes sensibilitet ind i sangene. Ikke på guitaren forstås, men helt overordnet. Sensibiliteten har selvfølgelig længe været en vigtigere del af Mascis' signatur, men har ikke kun fået et bedre, men også mere dominerende ansigt, siden han i 2007 efter 15 års adskillelse igen fandt sammen med bandets oprindelige rytmesektion med både Murph på trommer og Lou Barlow på bas.

Trioen forbliver
'Give a Glimpse of What Yer Not' er fjerde plade, som trioen på denne side af gendannelsen nu udgiver sammen, og selv om det er svært at tale både 'Beyond' (2007) og 'Farm' (2009) det mindste ned, er man lige ved at påstå, det også er den bedste af de fire. En indskydende note to self: Taget i betragtning at Mascis, Murph og Barlow nu har udgivet en plade mere sammen, end de gjorde i begyndelsen af bandets historie i sidste halvdel af 80'erne, bør man i øvrigt formentlig snart holde op med at snakke meget mere om "gendannelse". Anyway. Barlow, der tit har bidraget som sangskriver til nogle få, ofte mindre heldige numre, markerer sig denne gang med to sange, der ikke blot er vigtige for pladens helhed og flow, men som også fungerer i sig selv. Især den akustisk-klingende hippie-rocker 'Love Is...', men egentlig også den afsluttende 'Left/Right' er kort og godt gode sange.

Rockmusik for flere generationer
Uanset om man har været med på vognen i årevis, eller om de er et nyere navn for en, ville det være en kliché, men ikke en løgn, at kalde Dinosaur Jr. for omtrent skoleeksemplet på et band, der er soundtracket til dit liv. Som rockmusikkens svar på en Richard Linklater-film og, igen, ikke ulig Neil Young, kommer de an som værende rigtige, forstået på den måde at de med deres ærligere analog-smurte rock-oeuvre formidler historier, der går på tværs af generationer, og som mange musikglade i det hele taget formentlig vil kunne genkende sig selv i. Som også ugedagene har det med at skifte humør, veksler Dinosaur Jr. mellem på den ene side at skrive opløftende, men aldrig ensidige eller fordummende frihedshyldester, og på den anden side levere skarpe portrætter af ensomhed og kærlighedsanger. Dinosaur Jr. repræsenterer kort sagt den klassiske rockskole, og på deres seneste plader repræsenterer de den med en sammenspillet pondus, der musikhistorisk står for sig selv.

Dinosaur Jr. giver koncert på Voxhall, Århus d. 9. november og i Amager Bio d. 10. november.