Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En kedelig gåtur i engen

Populær
Updated
En kedelig gåtur i engen

Dead Meadow leverede påtaget psykedelisk rock til glemmebogen.

Kunstner
Spillested
Dato
18-05-2010
Genre
Karakter
2

Forhåndskendskabet til Dead Meadow var ikke særlig stort, inden man drog ud på Loppen for at se Washington-trioens første besøg på dansk grund. Af samme grund var forventningerne stor set ikke-eksisterende, men alligevel var koncerten så fattig på overraskelser, at den går lige i glemmebogen.

Med ti år og fem studieplader på bagen er Dead Meadow ikke just rookies i feltet. Ancienniteten var dog kun sjældent nærværende. Mens deres musikalske professionalisme gjorde sig en smule bemærket, forblev de fleste af sangene underligt anonyme.

Useriøs ATP-hype

Ikke ulig da australske The Drones gæstede Lille Vega tilbage i oktober sidste år, var Dead Meadow fattig på det vitale, og musikaliteten i det hele udeblev. Ligesom The Drones har også Dead Meadow skabt sig et habilt renommé i den brede undergrund ikke mindst via interesse fra den famøse ATP-festival, der tidligere har haft dem på plakaten. Efter aftenens koncert på Loppen at bedømme forstås det ikke.

På intet tidspunkt blev det hverken så stoner-groovy, melodiøst eller udsyret, som man måske kunne have håbet på. Så mens man havde krydset fingre for, at kroppen ville gå på autopilot -som den jo gør, når den nedstemte guitar spiller bedst og syre- eller stonerrocken tager over én - forblev det meste af koncerten simpelthen for kedsommelig til at bevæge. Man havde fået de øl, der skulle til, men stadigvæk gav kroppen sig aldrig hen til koncerten.

Et simpel lyspunkt

Og det var ikke fordi, det ikke var tydeligt, at det var gode musikere, der stod på scenen. Specielt Stephen McCarthy imponerede til tider bravt fra bag tønderne. Det blev da også vedkommende, da bandet for en kort stund skruede ned for det aldrig særligt sigende psykedeliske og op for den overlagt skramlede lige-ud-af-landevejen rockmelodi, 'At Her Open Door', som med dens blanding af Neil Young-feel og soft-core Hendrix-guitar virkede som en tiltrængt udånding blandt alt det psykedelisk påtagede.

Det skramlede udtryk blev imidlertid forstærket på den dårlige måde af en mudret vokal, som var gennemgående for hele den fem kvarter lange koncert. Forsanger Jason Simon har i forvejen en overlagt sløv vokal, og smides den gennem en rusten si, som tilføjer den en tung rumklang... ja, det bliver den ikke bedre af.

Man forventer ikke nødvendigvis den dybeste musikalske skål eller stor sangskriverkunst, når man går efter det psykedeliske og stonerrocken. Man forventer derimod effektivitet, og den havde Dead Meadow ikke bragt med sig.

Der står en god sang og en karismatisk trommeslager tilbage i hukommelsen. Det meste andet er røget direkte i glemmebogen.

Menu