Den sorte legestue der forsvandt

Populær
Den sorte legestue der forsvandt

Det går endnu et skridt ned af bakke for de canadiske retrorockere i Black Mountain, der med deres tredje fuldlængde går på kompromis med kunsten i håb om at sælge flere plader.

Titel
Wilderness Heart
Dato
13-09-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. The Hair Song
2. Old Fangs
3. Radiant Hearts
4. Rollercoaster
5. Let Spirits Ride
6. Buried by the Blues
7. The Way to Go
8. Wilderness Heart
9. The Space of Your Mind
10. Sadie
Karakter
2

Det er altså lidt svært med Black Mountain. Den mere og mere populære canadiske kvintet synes med deres blanding af Black Sabbath-riffs, en god portion Led Zeppelin-inspirerede neo-psykedeliske folk-toner og en slags Neil Young'sk ømhed at have potentiale til at være den perfekte blanding af det bedste fra rockhistorien.

På bandets to første plader - henholdsvis den ganske fortrinlige selvbetitlede plade fra 2005 samt den ok-men-dog-mindre-interessante 'In the Future', udgivet to år efter - har de også vist, at de absolut har ører for den gode melodi, samt at de sagtens kan skrive riffs med sejtrækker blod. Det har bare endnu ikke været helt nok, til at man har taget musikken til sig på det niveau, som der ellers ligges op til.

Det gør bandet desværre heller ikke op med på album nummer tre, 'Wilderness Heart', hvor præmissen synes at være et forsøg på at nå så bredt et publikum som muligt.

Legestuen der forsvandt

En stor del af charmen ved Black Mountains debutplade var dens skramlende garagelyd, der gav de mange kulørte rocksange et godt legestue-feel. Men her fem år senere er ambitionerne blevet mere regelrette, og det synes tydeligt, at der ikke har været samme form for fritime under produktionen af 'Wilderness Heart'. Det betyder, at der rent musikalsk er mange mangler på den nye plade.

Man skal eksempelvis skue langt efter de hypnotiske krautrock-inspirerede hjerteslagsrytmer fra 'Heart of Snow', og der er ingen syne af hverken de hurtige, indbydende 60'er-psykedeliske beats fra 'Modern Music' eller den nedtonede Velvet Underground-inspirerede syrerock fra 'Faulty Times'.

Derimod er det blevet til en betydelig tungere produktion med både D. Sardy og Randall Dunn i producerstolen - to fyre, der i mellem sig har arbejdet med så forskellige kunstnere som Boris, Sunn O)), Nine Inch Nails, Monster Magnet, Helmet og Rage Against the Machine.

'Wilderness Heart's produktion er fyldig, den emmer af kæmpe amplifiers og er med til eksempelvis at løfte en ellers temmelig middelmådig sang som 'Rollercoaster' betydeligt op. Det, produktionen vil, leverer den dermed optimalt. Smilebåndsproduktionen fra første udspil er godt nok helt væk, men det er det helt rigtige valg. Den nye produktion klæder de nye numre. Spørgsmålet er så bare, om de nu også står distancen.

Selvbevidst cool

Pladen lægger sympatisk ud med 'The Hair Song', hvis elektricificerede akustiske guitar-spil vækker minder om Big Star. Vanen tro præges Black Mountain af en stadig forfriskende delevokal mellem frontmand og sangskriver Stephen MacBean og Amber Webber, som på åbningsnummeret bidrager med en nostalgisk følelse.

Den efterfølgende 'Old Fangs' er et klasseeksempel på en sang, der skriger efter at blive brændmærket "cool". Med dens selvbevidst overlegne, nedbarberet guitarriff samt det skiftevise bagvedliggende hammondorgel eller de Hawkwind-inspirerede synth-flader går sangen direkte efter en slags "bag-rattet-attitude". Et opløftende øjeblik er desuden "Let Spirits Ride", der minder om en ikke-heavy men rockudgave af Iron Maidens "Wicker Man".

For hele pladen gør det sig stor set gældende, at samtlige skæringer er  imødekommende og alle indbyder til gode tider og rockfællesskab, men lige som det i øvrigt også var tilfældet med 'In The Future', er det uforløsende at sætte den den nye plade på. Det er muligvis nemt at sige, at hele projektet mangler autenticitet, men når det nu engang er dér, den til tider mangelfulde oplevelse ved at lytte til Black Mountain stammer fra - ja, så lad det være nemt.

På 'Wilderness Heart' er det desuden lidt som om, bandet komponerer musik for masserne. De vil ramme ned i den retrobølgen, der er hip anno nu, og de vil sælge plader, vil de! Så til trods for at udgivelsen har flere helt sympatiske rocksange, er det stadigvæk kun debuten, der har den ånd, som et band med så tydelige rockhistoriske inspirationskilder bør have. Den regelrette musikmentalitet og den dejligt tunge men også mere polerede produktion lægger en tydelig dæmper for den musikalske legeånd.