Business as usual med Nickelback

Business as usual med Nickelback

Nickelbacks nye, 'Here and Now', er klart bedre end forgængeren, den "Mutt" Lange-overproducerede 'Dark Horse'.

Kunstner
Titel
Here and Now
Dato
21-11-2011
Distributør
Trackliste
1. This Means War
2. Bottoms Up
3. When We Stand Together
4. Midnight Queen
5. Gotta Get Me Some
6. Lullaby
7. Kiss It Goodbye
8. Trying Not To Love You
9. Holding On To Heaven
10. Everything I Wanna Do
11. Don't Ever Let It End
Forfatter
Karakter
4

Her sidder man så og føler sig lidt minoritetsagtig. For man kan rigtig godt lide Nickelback; også når Nickelback trækker stikket hjem med en powerballade, der sidder lige i skabet. Og sådan en powerballade er der tre af på canadiernes nye album, 'Here and Now'.

Devilutions udsendte var noget så godt og grundigt skuffet over forgængeren 'Dark Horse', som var hypet endnu mere godt og grundigt, fordi det var produceret af mesterproduceren John Robert "Mutt" Lange, der har bl.a. de absolut bedst sælgende succeser med AC/DC, Def Leppard og Bryan Adams på samvittigheden. Men som også har sovset især de to sidstnævnte så meget ind i overproduktion, at rocken er forsvundet. Således også med Nickelback og 'Dark Horse'.

Heldigvis - åh, yes! - sidder "Mutt" Lange ikke bag pulten på 'Here and Now', og det kan høres. På den gode måde. For ud over at kunne levere hjerteknusende ballader kan Nickelback altså også spille drengerøvs-rock med nerve, lyst og masser af glimt i øjet.

Hvor 'Dark Horse' var sovset helt ind, er 'Here and Now' langt mere frisk og levende, og det er sgu en befrielse. Albummet er dog ikke helt oppe på siden af 'The Long Road' og 'Silver Side Up'. Men tæt på og næsten er også fint. Især når der nu er lagt behørig distance til 'Dark Horse'.

'Here and Now' er en behagelig vekslen mellem tungt riffede numre og så de mere iørefaldende hits, som Nickelback jo nærmest vælter ud af ærmerne.

Albummet starter med den pulserende 'This Means War' og fortsætter med albummets stærkeste rocker, partynummeret 'Bottoms Up'.

Og så knækker filmen. For 'When We Stand Together' er da et pisseirriterende nummer med en pisseirriterende rytme og et røvirriterende omkvæd. Det er i særklasse det værste nummer, Nickelback nogensinde har begået. Og ja, man har jo allerede hørt det i radioen. Fifty billion flies can't be wrong...

'Midnight Queen' bæres oppe af et dejligt heavy riff, og 'Gotta Get Me Some' er endnu tungere. Og så kommer vi til albummets melodiske højdepunkt, 'Lullaby', som i dén grad er i klasse med 'How You Remind Me' og 'Someday'. Fremragende ballade, slet og ret. Og teksten rammer.

'Kiss It Goodbye' gør det hele meget tungere, inden vi vender tilbage til det fine, melodiske. 'Trying Not to Love' er en til af disse Nickelback-ballader, som ikke vil slippe (når altså først man har overgivet sig). Et nummer om ulykkelig kærlighed, som også tekstmæssigt rammer en lige i hjertekulen.

'Holding on to Heaven' er iørefaldende, men også lidt overflødigt. Og tomgang rammes vi også lidt af på den storladne 'Everything I Wanna Do'. Albummet rundes fint og melodisk af med 'Don't Ever Let It End'.

En lettelse, at Nickelback har fundet tilbage til rødderne i stedet for at sælge ud til det overproducerede.