Nostalgien møder det moderne groove
Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.
"Alle kender alle i dette bunkepul. Man kan godt svine folk man kender, uden det gør noget". Ordene er Jacob Dinesens i en mailtråd på redaktionen i 2016, hvor der skulle ruskes op i skribenterne for at få os til at dække noget mere dansk musik. Ordene kom, efter en skribent havde givet udtryk for, at det var svært ikke været lidt farvet, når man kendte medlemmerne i nogle bands lidt for godt.
Selv er jeg aktiv et i band, så jeg har også mødt en del af de bands, jeg gennem tiden har skrevet om, enten før eller efter en anmeldelse fra min hånd. Jeg kender til problematikken i forhold til ros eller mangel på samme til bands og de tanker, jeg kan forestille mig, at læsere eller bandet selv måtte gøre sigefter en sådan om, i hvilken grad anmeldelsen nu er objektiv. Normalt vil jeg undlade at beskrive, om jeg kender bandets medlemmer personligt eller ej.
Men lige her vil jeg lægge kortene på bordet: Cauterizer kender jeg efterhånden ret godt. Trommeslageren, Nichlas Olsson, er lillebror til trommeslageren i mit eget band. Jeg har fulgt bandet et godt stykke tid og har hørt demoer, hvor trommerne blot var programmerede.
Og nu til sagen
...Men det er også derfor, at jeg vælger at skrive uanset, at folk måtte tænke, at det blot er en tjeneste til gode venner. For den her debutudgivelse, 'Subconscious', lever så meget op til mine forventninger ud fra de skrabede demoer, hvor én ting stod lysende klart: Stilmæssigt falder det nemlig perfekt ned i min smag. Og resultatet af udgivelsen, der kom sidst i august i år er så formidabelt, at jeg nu måtte til tasterne, når jeg efterhånden godt kunne se, at den ikke ville blive samlet op af mine skribentkolleger.
Cauterizer har været en tur hos Sonne Studios ved Nicklas Sonne (Defecto, Theory, Malrun), der har sørget for stærk lyd, mix og mastering til ep'en, der med 31 minutters spilletid nærmest er et lille album. 'Rest in Peace', åbningsnummeret, suger mig ind med det samme. En kort omgang guitarfeedback og så ellers energisk fra start, og verset sættes hurtigt i gang med den lækre lead, som binder resten af instrumenterne så harmonisk sammen. Jeg får flashback til Opeths debutskive og Paradise Loft omkring 'Shades of God'. Ja, sågar lidt Draconian (anno 'The Burning Halo'), bare uden føleriet og kvindevokalen. Selv om det ligger noget senere end den tid, jeg mindes om, når jeg hører Cauterizer. Men det solide growl klinger lidt derhenaf. Den nævnte lead er den, jeg forbinder med bandet. Dén, der satte sig fast i hovedet allerede, da jeg blev præsenteret for den i foråret 2018.
Lange, velfunderede sange
Det stærke growl og den massive bund fra guitarerne og den meget tydelige bas er dér, hvor de høje forventninger virkelig har fået lov at vise, at der var noget om det. Det lyder massivt, det her. De lange sange har flere interessante skift i riffs og rytme, men der er også tilpas med gentagelser til, at Cauterizer udover at skabe lange sange også kreerer en stemning, hvilket måske er det, som trigger denne anmelders navigation på metallandkortet til de førnævnte bands og skiver i death/doom-genren og et flashback til start- og midthalvfemserne. Der fremvises gode dyder i opbygning af sangene, så der hele tiden kommer nye interessante lag på musikken. Bedst eksemplificeret i den glimrende instrumentale 'Aftermath', som også er det bedste eksempel på, at de tekniske udfoldelser også peger mod den progressive ende af metalgenren.
Men så er der så de bands, som bandet selv nævner i presseskrivelser udover Opeth, som vi altså er enige om (i mine ører er det så det helt tidlige Opeth). Slayer. Lamb of God. Lidt Slayer har man vel altid i sig, fristes man til at sige, men i forhold til sidstnævnte er det nok den del, der kommer til udtryk i bandets indimellem temmelig groovy tag på dødsmetallen. Altid forholdsvis melodisk, men det groover, det gør det altså. Og den massive bund trækker også den vej og peger mod mere moderne tider, end den mere nostalgivækkende del af dødsmetallen.
Venter spændt på nyt
Er det hele så kun fryd og gammen? Næsten, men der er da ting, som bandet kan tage videre med på sin færd. Med et så distinkt og velartikuleret growl, så er teksterne ganske tydelige, og der er fraser som indimellem lyder lige banale nok med tanke på at, trods bandets unge alder, er det altså heller ikke et kækt efterskoleband. Og kan man gå total oldschool death/doom i starten på 'Ready to Say Goodbye' og så hoppe videre i det ene groovy og hoppe-thrash-riff efter det andet uden overhovedet at vende tilbage til den dystre start med andet end en fjern reminder i outroen? Selvfølgelig kan man det, men lige denne anmelder/musikudøver havde set en anden retning på sangen, hvis intro/outriffet var faldet ud af mine fingre under sangskrivning.
Men det er samtidig også beviset på, at det her band måske nok trigger noget nostalgi hos én som mig, men også tør komme med egne input til, hvordan sådan en gang dødsmetal med melodiske tendenser kan krydres. Det er interessant, ligesom det vil blive at følge Cauterizers videre færd. Seks år tog det fra bandet blev dannet til denne første officielle udgivelse. Lad den næste komme inden alt for længe, tak.