Bombastique!

C%C3%A8notaphe-Monte-Verit%C3%A0-e1583707325267

I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.

Kunstner
Titel
Monte Verità
Dato
20-03-2020
Karakter
4

Når man her lidt i lidt deadline denne søndag aften tjekker ind i maskinen bag Devilution og ser, hvad der allerede nu ligger klar af artikler til det næste nyhedsbrev, så er der lige nu en klar overvægt af plader, som kan kategoriseres som black mietal. Når man tænker på, at vi som skribenter mestendels har frit valg fra listen over nye udgivelser, så kan det jo se ud, som om man i denne isolationstid isolerer sig selv med en god gang menneskefjendsk musik, som black metal nu kan være det.

I tilfældet Cénotaphe kan den melodiske, men også upolerede black metal med det desperate skrig og råb, der udgydes, i hvert fald sagtens anbefales som god, energisk terapi til at komme af med raseriet i en tvungent asocial tid. Al musik står multiinstrumentalisten "Fog" for, mens han har "Khaosgott" til vokalen. Begge lader sig kreditere for deltagelse i et væld af andre bands, uden at der dog er nogen, som ringer en klokke her.

Det er fransk black metal, skønt inspirationen alligevel synes nordisk, men trods de bidske udgydelser på riff-form er det med en noget varmere lyd, lidt ligesom gammelt Rotting Christ. Varmen er også fortsat ud i bandbilledet, der måske nok er taget langt inde i skoven, men sneen er smeltet, og det er bare ikke så farligt som i de glade starthalvfemsere og de sort-hvide-farvelade-glade-folk i nord. 

cenotaphe

Det er dog blot en bemærkning, og selvom bandbilledet måske ikke fremstår så professionelt, så er musikken lækker.

Fra det høje tempo i 'Aux cieux antérieurs' med den insisterende melodiske tremolopicking til den næsten folkede og storladne 'De mon promontoire astral', hvor den rene vokal får mere end blot sporadisk plads, som den ellers har været hensat til på flere af de andre sange. Nummeret har passager, hvor trommerne pisker af sted – det gør kontrastspringet vildt og bidrager til en øget intensitet i nummeret. Bombastisk vil være en rammende beskrivelse.

Når hymner skabes
På trods af et generelt voldsomt lydbillede mestrer Cénotaphe at tage de simple, hurtige riffs til en større mening og rammer i nogle riffs en overraskende hymnisk atmosfære, når melodierne nærmest indbyder til at blive nynnet eller fløjtet med på.

På bandbilledet bærer det ene medlem en Quorthon-shirt, og når den rå vokal afløses af ren vokal, sker det et par steder i lag som et kor, netop som var det udtænkt af manden bag Bathory. Midtersekvensen af 'Ne m'oubliez' er specielt indbydende i det regi. Som 'Monte Verità' skrider frem, så fornemmes mere og mere af denne disciplin. Skivens anden halvdel finder således mere plads til stemningsopbygning end den første halvdel af skiven, som snarere repræsenterer vildskab og højt tempo.

Der er en vis gentagelse i musikken, og som også gør, at nogle sange synes ens i intensitet og feeling. Heldigvis lokker musikken i sin vellyd til flere lyt, og så er det ingen sag lidt efter lidt at nå frem til forskellene i de riffs, som ellers skaber en deja vu-fornemmelse.