Dansk rock der rykker
PopulærDer er langt mellem snapsene når det kommer til gode danske rockbands. Trioen Pet The Preacher er undtagelsen, hvor blues og rå rock mødes i en beskidt og fed kombination.
02. The Devils Door
03. Fear and Steps
04. Cancer, You Fucking Bitch
05. When I'm Around
06. Below Your Feet
07. The Banjo
08. Listen
09. Don't You Leave me Alone
10. Bottle Emotions
Der er få danske rockbands, som for alvor kommer ud over scenekanten og leverer varen. For det første er det en svær kunst at skrive rockmusik, som på en gang både er beskidt og fængende. For det andet er tendensen, at flere bands er mere fokuseret på deres image om at være true rock’n’roll straight out of Hollywood, uden synderligt meget at have det i.
Det autentiske liv set igennem bunden af en flaske Jack D er som oftest begrænset til at man i virkeligheden arbejder som hyggeonkel nede i fritteren, og på hjemmefronten bestemmer ens te-drikkende økokæreste hvilken farve hipstertørklædet skal være.
I bund og grund lige så ynkeligt som rapdrenge fra velfærdsghettoen i Albertslund, der føler sig beslægtet med idolerne fra South Central. Så med det in mente er det seriøst befriende at lytte til debuten fra Pet the Preacher, som er det mest interessante nye navn på den hjemlige rockscene.
Den københavnske trio har rumsteret i undergrunden i noget tid og givet en håndfuld overbevisende koncerter. De udsendte for en række måneder siden ’The Banjo’, som lettere beklageligt først anmeldes nu.
Beskidt bluesrock
’The Banjo’ byder på 10 numre som alle holder et højt niveau, der bør fange enhver rockfreaks opmærksomhed. Åbneren ’Hell’ fanger ganske fedt resten af stilen på albummet, der veksler mellem tunge, beskidte guitarriffs og sløve passager. I ’The Devil’s Door’ står den på slideguitar i bedste bluesede sydstatsstil, hvor man nok fornemmer at der sikkert har hængt en plakat eller to med Slash hjemme på sanger og guitarist Christian Hede Madsens teenagerværelse.
En inspiration, der bestemt også går igen på den instrumentale ’Listen’, hvor også Hendrix’ ’Little Wing’ tydeligt sniger sig ind. Trioens musikalske evner fejler bestemt intet, hvilket gør ’The Banjo’ til en absolut forhøjelse at lytte til. Albummet er spækket med fede riffs og velspillede soli, som fx i den fængende ’Below Your Feet’.
Titelnummeret lyder som en tung motherfucker, ’Fear and Steps’ leder tankerne hen på Mastodon, mens ’Cancer, You Fucking Bitch, er en helvedes aggressiv satan. Det er gennemført og godt, ikke mindst på grund af Madsens vokal der på en gang er ren og alligevel så rå, at man mærker den sorte tjære komme op helt nede fra lungerne.
Med lidt god vilje kan man godt drage en parallel til Allan Vegenfeldt, og i det hele taget godt kalde Pet the Preacher for en hårdere udgave af de gamle drenge fra The Sandmen.
Nyt på vej
Om kort tid er der allerede nyt fra gruppen, i form af ep’en ’Bright Land/ Black Death’, og herfra håber vi da, at musikken holder niveauet. Men når det er sagt, skal Pet the Preacher næppe regne med den store succes. Vi lever jo trods alt i en nation, hvor befolkningen er musikalske analfabeter, og hvor kvalmende musikere desværre løber med opmærksomheden, pengene og værtinderne fra Vild Med Dans.
Så meget desto bedre når undergrunden endelig afføder noget ordentligt musik, som tilfældet er det med Pet the Preacher. Et band du i øvrigt kommer til at opleve på tirsdag, når de supporter galningen Bobby Liebling i spidsen for legendariske Pentagram på Loppen. For den koncert skal du jo til, det ved du godt, ik’?