Ugens Monsterdrøn

Supergruppen Velvet Revolvers debutskive "Contraband" holder hele vejen hjem, mener Lars Schmidt. Åh, hvor er det skønt, når rocken får sig et ordentlig los i røven, og vi bliver mindet om, hvad det hele egentlig handler om: Ingen dikkedarer og krukkede manerer, men rå energi, lyst og liv. Vi så det senest med Metallicas "St. Anger". Og nu oplever vi det igen med Velvet Revolver, der er endnu et af den nyere tids superbands med musikere fra tidligere hæderkronede orkestre. Først kom de fremragende Audioslave og tidligere på året de overvurderede Brides of Destruction.

Velvet Revolver er det bedste af to verdener: Guns N'Roses og Stone Temple Pilots; personificeret af Slash (guitar i Guns), Duff McKagan (bas i Guns), Matt Sorum (trommer i Guns), Scott Weiland (sang i Stone Temple Pilots) samt Dave Kushner (guitar i Wasted Youth).

Og lad det være sagt med det samme: Det rykker altså røv, det her! Den konsekvente, kompetente og yderst passende vekslen mellem den beskidte og riffede heavy rock'n'roll fra Guns N'Roses og den sine steder mere melodiske del af grungen, som Stone Temple Pilots repræsenterede, er et varemærke, som får Velvet Revolver til at holde hele vejen hjem.

Vi mærker det lige fra starten på åbningsnummeret "Sucker Train Blues", som er knald på rock'n'roll med et grunget omkvæd. Nummeret har et godt drive, som man bliver glad i låget af. "Do It for the Kids" bæres af et rigtigt Guns N'Roses "Welcome to the Jungle" riff og bliver mere melodisk i omkvædet - ikke mindst takket være Scott Weilands stærke røst. Det er en stemme, der kan så meget mere end, hvad skrigeballonen W. Axl Rose kunne. Via den tætte "Big Machine" ledes vi først over i den energisk, tighte og lidt skæve "Illegal Song" og den hurtige "Spectacle", inden vi kommer til albummets måske mest melodiske og stemningsfyldte nummer, "Fall to Pieces". Her er vi tilbage i 1970'ernes traditionsrige amerikanske rock med store, åbne guitarakkorder - og så Slash, der strøer sine riffs og soli rundt i hele nummeret. Stort!

Den insisterende og aggressive "Headspace" (wauv, for et åbningsriff!) indleder en omgang med et par numre i Stone Temple Pilots lejren. Her skinner Weilands baggrund for alvor igennem, og det gør slet ikke noget. "Superhuman", som også er i dén kategori, er mere tilbagelænet, men med skæve guitarfigurer. Her kan man specielt høre Stone Temple Pilots i omkvædet. På "Set Me Free" er der igen fuld fart på, og "You Got No Right" er en stemningsfyldt nærmest akustisk sang, der er meget melodisk og bare vokser og vokser i intensitet. Den glæder jeg mig til at høre live. "Slither" er det nummer, der mest lyder som et hit. Det holdes oppe af et monsterriff, og igen er vi hos Stone Temple Pilots, fordi Weiland har en så markant måde at synge og lave melodier på. På "Dirty Little Thing" er der altså knald på, takket være et lille udpluk af Slash's typiske flabede guitarriffs. Noget atypisk rundes en fremragende skive af med den fine ballade "Loving the Alien".

Generelt set er en af styrkerne ved "Contraband" den gode, tætte og kompakte lyd. Duff McKagan og Matt Sorum lægger en uhyggelig tight bund og Slash's guitar er bare så dejligt beskidt og flabet, men er desværre ikke så langt fremme i lydbilledet i soloerne. Scott Weilands stemme passer bare helt fantastisk ind i konteksten. Alt i alt er "Contraband" en dejlig 70'er agtig plade. Det er ærlig heavy rock'n'roll helt renset for bullshit. Et forfriskende pust fyldt med energi, lyst og liv.

Velvet Revolver kan opleves på Skanderborg Festival i august, og det er godt nok noget af et scoop. Ufatteligt, at Roskilde ikke havde antennerne ude, for her ville Velvet Revolver godt nok have livet op i programmet.