Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

De Flyvende Højlændere

Populær
Updated
De Flyvende Højlændere

Alestorm har ladt kanonerne, slebet kloen, sat skægget i brand og i øvrigt fuld vind i sejlene på det nyeste bølgebrydende udspil.

Kunstner
Titel
Back Through Time
Trackliste
01. Back Through Time
02. Shipwrecked
03. The Sunk'n Norwegian
04. Midget Saw
05. Buckfast Powersmash
06. Scraping the Barrel
07. Rum
08. Swashbuckled
09. Rumpelkombo
10. Barrett's Privateers
11. Death Throes of the Terrorsquid
Forfatter
Karakter
5

På bagbords side er Alestorm egentligt bare et rigtigt godt heavy-ensemble, der fisker rundt i strømmen omkring powermetallen, mens som ej holder sig tilbage for at besejle thrash og andre oprørte vande. Men sætter man kikkerten for det ikke-klap-bebyrdede øje og vender sig mod styrbord, vil man erkende, at de brave skotter fra søfartsmetropolen Perth også er en samling barske piratvisefremtvingere, der mestrer både det kække barmfagerkvindebedårende kvad såvel som ægte sørøversalmer til at akkompagnere bordingen af spanske guldbefængte galeaser.

Al metal på dæk!


Dermed rejser sig et spørgsmål - tager Rackham den Røde over der, hvor Kaptajn Lemmy og Bådsmatros Ozzy i større grad burde hyldes? Eller kan man med træbenet solidt plantet i en nyskuret dæksplanke fremture, at både landkrabbernes dæmoniske genre såvel som de Syv Verdenshaves retfærdige udplyndrere bliver behørigt og ligevægtigt tilbedt? Her må nødvendigvis lyde et rungende "Hell Yeah og en helvedes masse flasker rom!"

Det er lige netop også Alestorms store stævnkompetence! Bedre end Sortskæg sænker en skonnert, forstår de at tage sig selv og musikken seriøst og behandle den med samme ærefrygt som en sømand udviser for havet. På 'Back Through Time' fastholder den firetallige besætning sin udstukne kurs uden frygt for hverken at miste respekten for det fjollede eller se bort fra skæmten i alvoren.

Fjender i farvandet


Til den tålmodige lytter af Alestorm er der skam både musikalske og lyriske beskøjter at fornøje sig med, og de formaster sig gerne til i tyfontempo at sende daggertstød mod vikinger i titelnummeret, men også i 'Scraping the Barrel' at affyre en bredside mod den bugt, hvor dumdristige kritikere af piratmetallen ligger for anker i deres usle chalup, ligesom 'Rum' er den flydende skat, der hylder væsken som bringer modet frem i et bankende sejlerhjerte og forvandler kæltringe til mænd.

Til skumsprøjtsmetalsnydende styrmænd der med fryd lagde musikalsk havn og højttalere til Alestorms tidligere togter, er den fjerde entring af cd-afspilleren en nydelsesfuld kølhaling, men ligeledes vil rådne søulke, der vrissent peger piben væk i afsky, føle planken som en behagelig udvej og anse dette for en albatros i fjæset.

Og uslinger og muslinger kan i øvrigt drukne sorgerne her:

"Rum! Rum! Rum! Yeah!
Rum! Rum! Ohoy!
Rum! Rum! Rum! Yeah!
Give us more rum!"