Deep Purple springer ud som prog rock-band
Populær
20 år efter, at uerstattelige Ritchie Blackmore skred i vrede fra Deep Purple, er bandet endelig landet med sit eget prog-rockede udtryk. Det femte album efter 20 års ørkenvandring er rigtig godt.
2. Weirdistan
3. Out Of Hand
4. Hell To Pay
5. Bodyline
6. Above And Beyond
7. Blood From A Stone
8. Uncommon Man
9. Aprés Vous
10. All The Time In The World
11. Vincent Price
Men hvordan harmonerer betegnelsen 'rigtig godt' egentlig med en fedtet karakter på 3?
Altså, nu har vi med Deep Purple at gøre. Et band, som mindst har givet os fem album til den ultimative Devilution-topkarakter 666 ('In Rock', 'Machine Head', 'Burn', 'Come Taste The Band', 'Perfect Strangers'). Alt, hvad det band laver og har lavet, måles op imod disse fem eviggyldige, universelle klassikere.
Og så kan Purples nye 'NOW What?!' altså ikke få mere end 3. Og det, selv om det er det bedste album i perioden efter Ritchie Blackmores uundgåelige og beklagelige farvel i 1993.
Den gode nyhed er dog, at Deep Purple helt er holdt op med at lyde som trætte morfædre uden retning. Retningen har bandet sat med 'NOW What?!', og den er direkte progressivt rocket.
'NOW What?!' er et spændende album leveret af et band, der har genfundet den gamle skarphed, friskhed og sult. Et band, som helt tydeligt har taget sig sammen og indset, at man rent faktisk forvalter noget af rockens største arvegods.
'NOW What?!' demonstrerer for første gang i perioden efter Blackmore et Deep Purple, som er lykkedes med at overføre bandets ukuelige live-spilleglæde til album.
De fem medlemmer af Deep Purple, de originale fra MK II-besætningen, Ian Paice (trommer), Roger Glover (bas) og Ian Gillan (vokal) samt Steve Morse (guitar) og Don Airey (keyboards), er musikalske legebørn og supermusikanter. Skønt og befriende, at de giver sig selv rum og plads til netop at lege. Og det giver det progressive udtryk, som Deep Purple anno 2013 befinder sig så godt og rigtigt i.
Tag f.eks. et nummer som 'Bodyline' og nyd, hvor meget det egentlig swinger, emmer og syder af spilleglæde og den leg, som var Deep Purples kendetegn tilbage i starten af 1970'erne.
Den dårlige nyhed er - stadig - at Ritchie Blackmore og den magi, han repræsenterer, ikke er hos Purple mere. Det er yderligere forværret af, at alle tiders bedste rock-orgel betvinger, Jon Lord, er død og endnu længere borte fra Deep Purple-land.
Med disse to musikalske drivkræfter ude skriver Deep Purple ikke klassikere på samme måde. Jovist, holdindsatsen er stor, meget stor i forhold til de fleste andre bands, men den ypperste genialitet repræsenterer bandet ikke længere.
Deep Purple er ikke længere et heavyband, selv om de også på 'NOW What?!' sine steder leverer rock i den hårdere afdeling. Men guitarist Steve Morse har - sine store tekniske færdigheder til trods - ikke format nok til at træde i forgrunden, og det levner for meget plads til Don Aireys keyboards. Ikke at de er dårlige. Tværtimod. Airey er skisme da manden bag introen til Ozzys 'Mr. Crowley' og Rainbows 'Eyes Of The World'. Men Deep Purple er altså et guitarband, for Christ's sake! Eller rettere: var.
Og lige netop datidsformen af verbet "at være" er måske det helt afgørende i bedømmelsen af 'NOW What?!'. Deep Purple står nu endelig ved, at man ikke er, hvad man var. Derfor er 3-tallet i karakteren måske også for hård. Som prog rock-album målt op mod andre af denne genres album tjener 'NOW What?!' ind til en 4'er med pil opad.
Men nu er det jo et album med Deep Purple, så ...
For en nummer-for-nummer gennemgang af 'NOW What?!', så læs artiklen fra sidste uges Devilution her: