Cover og titel siger alt

Populær
Cover og titel siger alt

På bandets 8. studiealbum formår Deftones på en gang at forblive tro mod sig selv og være i stadig udvikling. ’Gore’ kræver tilvænning, men skuffer ikke.

Kunstner
Titel
Gore
Dato
08-04-2016
Label
Genre
Trackliste
1. Prayers/Triangles
2. Acid Hologram
3. Doomed User
4. Geometric Headdress
5. Hearts/Wires
6. Pittura Infamante
7. Xenon
8. (L)MIRL
9. Gore
10. Phantom Bride (feat. Jerry Cantrell)
11. Rubicon
Forfatter
Karakter
4

Blander man ’Diamond Eyes’ med ’Koi No Yokan’, Deftones’ seneste album fra henholdsvis 2010 og 2012, har man ’Gore’. Ikke fordi bandet ikke har udviklet sig på disse tre album, men fordi deres nyeste udspil indeholder de bærende elementer fra hver af deres forrige plader – den poppede tilgang fra ’Diamond Eyes’ og utilgængeligheden fra ’Koi No Yokan’. I 2016 synes Deftones dog endelig at have fundet en langtidsholdbar tilgang og en moderne lyd.

Haters gonna hate
Enten elsker eller hader man Deftones. Man kan sige meget om bandets karriere og deres musik, hvor deres album har været af skiftende karakter. Fans af Deftones vil rose bandet for deres innovative musikalske tilgang gennem tiderne, og at de med overlegenhed tør det, andre ikke gør, mens kritikerne, i hvert fald indenfor metalscenen, netop er skeptiske, fordi bandet bevæger sig uden for metallens grænser.

Men det er jo lige præcis her og derfor, at Deftones brillerer!

Da bandet sidst gæstede Roskilde Festival i 2014, og forsanger Chino Moreno var iført en t-shirt med Beyoncé, fik det et par negative kommentarer med på vejen af mange metalfans, hvilket med garanti også er tilfældet med coveret til ’Gore’.

For hvad har flamingoer og en hvid, enkel og moderne typografi at gøre med metal? Her er vi straks tilbage i diskussionen om Deafheaven og albummet 'Sunbather'. I 2010’erne er metal lyserødt og appellerer til alverdens mennesker, hvilket ikke gør musikken dårligere. Tværtimod.

Altid genkendelige Deftones
’Gore’ er ingen ’White Pony’, Deftones’ mesterværk fra 2000, men indeholder stadig kernen af bandets karakteristika; en mystisk, sensuel og forførende feeling, samt en smooth melodi og dertilhørende spøgelsesagtige vokal – Chino Morenos stemme er alfa og omega og tilfører musikken en essentiel dimension.

Loyale fans og opmærksomme lyttere har bemærket, at vokalen har været langt mere fremme i produktionen siden ’Diamond Eyes’, hvor den førhen var i smuk synergi med guitaren. Den overordnede produktion er også blevet moderniseret på samtlige punkter, hvor hvert instrument er adskilt og ikke længere sammenfiltrede.

Effekten af de forskellige lag gav ’Diamond Eyes’ til et mere poppet udtryk, end man tidligere var vant til hos Deftones, hvilket også er tilfældet med størstedelen af sangene på ’Gore’. Alligevel er der stadig spor af det gamle vokal/guitarsamspil hist og pist, hvilket især er fremtrædende på albummets fjerde sang ’Geometric Headdress’, som ifølge undertegnede også er albummets bedste, samt omkvædet på den nostalgiske ’Hearts/Wires’.



Et andet sammenligningspunkt med ’Diamond Eyes’ og et eksempel på bandets poppede tilgang er nummeret ’Doomed User’, der er en af de mest dynamiske og energiske sange på ’Gore’, som naturligvis blev udgivet som single i slutningen af marts.

Fremhævelsen af Chino Morenos vokal har i modsætning til ’Diamond Eyes’ imidlertid også haft en konsekvens for Stephen Carpenters ellers karakteristiske og flydende guitarspil, der altid har givet en vis dybde i Deftones’ musik. Jovist, Carpenter er med årene gået op i antallet af strenge på guitaren, og på ’Gore’ er guitaren stemt endnu dybere ned, men kreativiteten og pladsen til guitaren halter – har man fulgt med i medierne, ved man, at det skyldes uoverensstemmelser internt i bandet, samt at Chino Moreno har skrevet langt størstedelen af musikken, og har taget elementer fra sit sideprojekt Crosses med.

Det eneste sted på albummet, hvor guitarspillet for alvor har fået lov til at skille sig ud og udvikle sig, er på det næstsidste nummer ’Phantom Bride’, som gæstes af Jerry Cantrell fra Alice in Chains. Leadguitaren er meget markant og lys i forhold til det øvrige guitarspil og bryder dermed med albummets feeling, hvilket er både godt og skidt. Sangen får en lettere episk stemning, som må siges at virke godt som afslutning på et album, hvor det hele går op i en højere enhed, særligt sidst i sangen ved samspillet med Carpenters tunge og dybe rytmeguitar. Alligevel kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at den musikalske kreativitet kun tillades hos gæsteguitaristen.

Utilgængelig musik og tilgængelige tekster
Ved første, anden og tredje gennemlytning virker ’Gore’ ikke som verdens mest spændende album, hvilket også var tilfældet med ’Koi No Yokan’. Begge album er mere tilbagelænede end bandets øvrige katalog. Det skyldes måske manglen på hiphop/rap-elementet i Chino Morenos vokal samt en mere sporadisk placering af de tunge guitarstykker. Dynamikken er ikke nem at spore, og begejstring er ikke den første følelse, som ’Gore’ vækker. Utroligt nok er dette en af pladens absolut største styrker; den kræver opdagelse.

Efter mindst 20 gennemlytninger lykkedes det stadig undertegnede at lægge mærke til små finurligheder og detaljer, der gang på gang gør albummet bedre. Samtidig er sangene trods deres alsidighed med til at danne et helstøbt og sammenhængende album – det er ikke en tilfældig produktion af sange, og der er tænkt på helheden, også selvom sangtitlerne ikke just er med til at give hints om helheden.

Rent tekstmæssigt er Deftones kendt for at være uigennemskuelige og mystiske, hvor hverken sangtitler eller sangtekster og disses sammenhæng og indhold giver umiddelbar mening eller er til at finde rundt i. Sprogbruget er tvetydigt, umiddelbart tilfældigt og bærer stemning frem for indhold. Selvom ’Gore’ i høj grad bærer dette karakteristika i sangtitlerne, er sagen en helt anden, hvad angår teksterne, og har egentlig været det i større og større grad gennem bandets karriere. Dermed ikke sagt, at Deftones’ tekster anno 2016 er letforståelige og lige til, men de er blevet mindre tunge i takt med musikken.

Efter at have eksisteret i 28 år, og 21 år efter udgivelsen af deres første fuldlængdealbum, formår Deftones stadig at være Deftones; bandet, som rykker grænserne for, hvad metal kan og burde kunne, og bandet med den særprægede lyd, feeling og vokal – uanset album eller sang, er man aldrig i tvivl om, hvornår man lytter til Deftones.

’Gore’ er ingen undtagelse, men et bevis på, at innovation og troværdighed sagtens kan gå hånd i hånd.