Den modne treer med progressivt støtteben

Descend - 'The Deviant'
Descend

Selvom inspirationerne slet lader sig skjule, er det tredje udspil fra Descend et forfriskende svendestykke indenfor velsmurt, atmosfærisk prog, hvor det klæder svensken med endnu flere kontraster i værktøjskassen.

Kunstner
Titel
The Deviant
Dato
26-06-2020
Trackliste
1. Avalin
2. Blood Moon
3. The Purest One
4. Lily
5. Wallow
6. The Deviant
Forfatter
Karakter
4

To minutters højtbelagte guitarharmonier indvarsler 'The Deviant', det seneste og længe ventede album fra Stockholms tekniske ekvilibrister i Descend. Forgængeren 'Wither' var for mange albummet, der åbnede omverdenen for det nye progressive håb i en tid, hvor deres byfæller fra Opeth efterhånden skulle vise sig at være blevet mindre metalliske på sine ældre dage. Den inspirationskilde viser sig kun endnu mere tydeligt i denne ombæring, hvor især den krystalklare produktion og de dramatiske kontraster mellem lys og mørke, ren vokal og growls, akustisk folk og teknisk død, i høj grad trækker veksler på elementer, vi kender fra ikke mindst Opeths 'Ghost Reveries'. Så er spørgsmålet bare, om Descend bør fældes for de letkøbte points ved at agere homage til en tid og en lyd, som styrkede Sveriges plads på det progressive verdenskort, eller kvintetten på anden vis bygger bro ind i fremtiden.

Een ting er i hvert fald helt sikkert: De seks år, der er gået siden 'Wither', har ikke været brugt forgæves. Kigger man på de tørre tal, bliver sanglængderne uden undtagelse længere og længere, desto længere vi bevæger os ind på albummet, fra den hårde og kontante 'Blood Moon' på syv et halvt minut til det afrundende titelnummer på 12 minutter. Uden at sanglængder i sig selv siger det store om kvaliteten, er Descend uden tvivl et band, der er modnet med årene, og indskiftningerne på bassen og trommestolen viser sig også med det samme at have fundet sine prominente pladser i lydbilledet på førnævnte 'Blood Moon'. En af de stærkeste sange på 'The Deviant', hvor tekniske melodiliner møder luftige vers, og forsanger Nima Farhadians sirlige røst for en stund holder samling på bandet, der alle som én svæver på tværs af skønsangens taktfaste tone, indtil brølet gang på gang indvarsler det aggressive opbrud med selvleden. For ikke at glemme øjeblikket fire minutter inde, da trommeslager Emil Nissilä pumper metallen yderligere et notch op, inden de tidligere tematikker igen vender tilbage og binder knude om helheden. En metode, der bruges igen senere på albummet, uden at vi dog er ude i hverken reglen eller undtagelsen, der bekræfter samme. Så nem er svensken trods alt ikke at lure.

  

Ofte er den progressive metal, ligesom dens rockede forgænger, en genre, som bedst konsumeres i sin helhed på langspillerformatet. Selvom 'The Deviant' afgjort også fortjener at blive hørt fra start til slut, træder de enkelte numre markant skarpere frem end på 'Wither', og det er tydeligt, at Descend denne gang har lagt større tanker bag sangskrivningen. 'The Purest One' er det følsomme, lettere doomede islæt på pladen med kvindelig skønsang, stemningsmæssigt ikke helt ulig, hvad norske In Vain bedrev på 2018s 'Currents'. 'Lily' er i albummets mere tekniske hjørne med større vægt på musikaliteten og de lange, episke forløb, ikke mindst under soloen knap seks minutter inde. Lidt tungere og mere melodisk bliver det i 'Wallow', der dog dvæler lidt rigeligt i længden uden på samme måde at komme til biddet. Titelnummeret er den klareste forlængelse af det Descend, vi kendte på de første plader, med mindst vægt på kontrasterne og mere metallisk rygrad, uden at det bygger meget videre på, hvad Descend ellers kan her i 2020, før de sprøde guitarsoli til sidst får frit løb som krøllen på halen.

Selvom 'The Deviant' på sangskrivningsfronten ikke slutter heltså godt, som den startede, er det nu stadig sangskrivningen, der er med til at hæve albummet over dens forgængere. Det samme med produktionen, der ikke blot giver mere karakter til de enkelte sange, men også fornemt afbalancerer alle instrumenterne, og hvor især bassist Raul Vicentes varierede flow og de mange vokalteknikker fra Farhadian fortjener særlig opmærksomhed. 

Med det sagt er 'The Deviant' stadig lyden af et Descend, der står dybt i arv til Opeth uden at bringe særligt meget nyt til tapetet, og det er ikke mindst deres imponerende sans for og evner udi variationens kunst og detaljernes rigdom, der gør, at de ikke bør bøde mere for dette. Dét, og så to af de bedste sange de til dato har præsteret i form af 'Blood Moon' og 'Lily'.

'The Deviant' åbner givetvis ingen store døre ind i fremtiden, men den hviler i sig selv og demonstrerer, hvad Descend gør bedst, og det er trods alt stadig en mere moden og spændende vej at følge dem på end den, de kom ad.