Da thrashen var frisk
Genudgivelse af Destructions debutdemo viser et ungt band, der både er kreative og opsat på hærg. Selvom 'Bestial Invasion Of Hell' er knap 40 år gammel, holder den langt bedre end nutidens metervareprodukter.
2. Total Desaster
3. Antichrist
4. Front Beast
5. Satan's Vengeance
6. Tormentor
CD-Bonus-numre:
7. Death Trap (Rehearsal)
8. Invincible Force (Rehearsal)
9. Total Desaster (Rehearsal)
10. Antichrist (Rehearsal)
Det er svært for mig at finde den mindste anledning til entusiasme over en ny thrash-udgivelse. Fraset enkelte undtagelser, for eksempel de progressive Vektor og primi-proggede blackthrashere som Nekromantheon, er det, som om genren er stivnet i egne konventioner. Der er pæn og poleret og forudsigelig festivalthrash, for eksempel Testament og Exodus, der er buldrende undergrundsthrash kalkeret efter tysk tradition og uden originalernes charme, man kan skrue bissen på og pumpe derudad med kalkuleret aggression og speed, for eksempel Overkill, man kan udgive thrash-plade efter thrash-plade, men man kan sgu ikke, eller i hvert fald kun sjældent, vække denne signaturs interesse for en ny en af slagsen.
Grunden er tydelig, når man lægger øre til genudgivelsen af Destructions frådende, fræsende frasj-demo 'Bestial Invasion of Hell'. Den har alt det, som genren mangler i dag.
Stank af ungdomssvin
Først og fremmest er det en aldeles ukontrolleret vildskab, unge Schmier og co. lægger for dagen på debutdemoen. Bandet har nærmest problemfrit afført sig Iron Maiden-inspirationen, er blevet besatte af Venom og giver hele lortet et skud ukontrolleret smadder, der ikke altid er særligt tight, men til gengæld er fyldt med ungdommelig energi og en energi som en pitbull på amfetamin. Det er en smule kaotisk og utight og sløset spillet, det er ret smadret, det er virkelig fedt.
Her finder man tidlige versioner af evigtgyldige klassikere som 'Mad Butcher', 'Total Desaster' og 'Tormentor' spillet med lige præcis den rå, billigbajerhørmende stank af ungdomssvin og øvelokale, som mangler i thrashens kontrollerede, formulariske vildskab i dag. Men samtidig er der også en kreativitet, som er sjælden i genren i dag.
Uopdyrket land
Men 'Bestial Invasion of Hell' er også lyden af en tid, hvor thrashens regelbog endnu ikke er skrevet færdig. Demoindspilningerne er selvfølgelig primitive i lyden, men den lyder også af, at genren endnu er uopdyrket land. Der er en forfriskende punket pionerånd over indspilningerne. Schmiers bas er godt fremme i lydbilledet og ikke gemt væk. Der er ansatser til melodier fra klassisk metal i 'Mad Butcher' og innovativt guitararbejde i 'Tormentor', 'Antichrist' har et larvefodsrullende majestætisk åbningsriff, og der er et herligt touch af Iron Maiden i 'Satan's Vengeance's afslutning. Og alligevel går ungdoms-Destruction hele tiden efter maksimal, utøjlet hærgen, ikke – som for eksempel alderdoms-Kreator – at skrive den Wacken-egnede slagsang med total musikalsk sterilitet til følge.
Og på trods af medlemmernes tekniske begrænsninger på dette tidspunkt er det alligevel påfaldende med de små ansatser til raffinementer, at man allerede her arbejder med en kompleksitet midt i det primitive.
De fleste af sangene endte på de næste to udgivelser med Destruction. Eneste undtagelse er 'Front Beast', der også er demoets svageste med dens noget nuanceløse smadder. Forskellen fra de senere studieversioner er den lidt mere grødede produktion, der bestemt ikke er uden charme, den sløsede spillestil og vildskaben. Helt fri for snærende bånd.
På cd-udgaven er også fire numre fra øvelokalet optaget på kassettebånd i tidernes morgen, herunder 'Death Trap' og 'Invincible Force'. Her er lydkvaliteten dog på et niveau, hvor det nok mest er for samlere og hårdkogte fans. Men det rykker ikke en thrashende tøddel ved, at 'Bestial Invasion Of Hell', den egentlige demo, er essentiel.
En genre i krise?
Men udgivelsen efterlader også én en smule forstemt over thrashgenren. 'Bestial Invasion Of Hell' giver en lyst til at iføre sig patronbælter og læder og starte et band med fuld smadder på. Det gør den seneste Testament/Exodus/Kreator/nyt hypet retroband-udgivelse sgu ikke.
Når en 37 år gammel demo lyder friskere og mere løfterigt end de fleste andre øvrige udgivelser i genren, både fra etablerede og nye bands, så bliver det tydeligt, at genren har mere fortid end fremtid. Medmindre nogen søger tilbage fra tiden før regelbogens tilblivelse og giver thrashen en ny fremtid.