Dødelig stærk stemning

Dødelig stærk stemning

Det kan godt være, at Hate ligger og svømmer rundt i en blodpøl af lemmer fra Behemoth og Vader, men det er så velskrevet og -spillet, at det fortjener alle dødsmetalsfans' opmærksomhed.

Kunstner
Titel
Solarflesh
Dato
04-02-2013
Distributør
Karakter
5

Kan en gammel hund lære nye tricks? Måske ikke, og det er da heller ikke, fordi Hate nu med det 8. album pludselig reformerer dødsmetal-genren. Men bandet lader til at bruge sin store erfaring gennem mange års virke til at forstå både genren og sin egen musik. Der er derfor skåret ind til benet, og alle riffs virker velovervejede for sammenhængen af numrene. Kun det bedste er brugt.

Vokalen er dyb, grum og fyldig, og skal vi søge efter ligheder i Polen, som Hate kommer fra, så ville en parring mellem Vaders Piotr og Behemoths Nergal ikke være helt af vejen. Musikken er intens og massiv i dødsområdet, mens der benyttes masser af stemning, som peger mere i retning af Behemoth. Ja, faktisk minder musikken måske om Behemoth pakket i en lyd, der er tættere på Vader.

Det er dødsmetal og på mange punkter præcis som man kender det, med hurtige trommer og dybt growl, men de melodiske guitarer, der ofte spilles i harmoni - og af og til i skøn Hate-typisk-disharmoni - giver værket stemning i et twist af black metal. Albummets styrke ligger i et højt grundniveau på sangene, hvor de små detaljer lige giver det sidste. Eksempelvis er det sidste 1½ minut i 'Timeless Kingdom' utroligt melodisk selvom musikken tonser af sted. Hate rammer endda melodier, der lyder lidt hen ad og sagtens kunne have været benyttet i Iron Maidens sang 'Brave New World'. Og det uden at Hate mister autoriteten i den hadske musik.

Et minut inde i 'Alchemy of Blood' spiller Hate et riff, der kunne have været nuppet efter et sniglyt ved Gojiras øvelokale, og igen er det blot et lille krydderi som forbindes smukt med Hates eget univers. I 'Sadness Last Forever' er det overraskende element efter en stemningsfuld åbning, at trommespillet går fra et ellers ofte detaljerigt dødsmetal-trommespil til noget mere solidt rockende, nærmest "bord og stol"-agtigt to minutter inde. Sammen med et simpelt guitarriff lyder det som om, at Hate har ladet sig inspirere af Satyricons 'Now, Diabolical'-album. Det klæder polakkerne, og er ikke blot en god sang, men noget, som virkelig er med til at understrege, at albummet er fint varieret.

Titelnummeret, 'Solarflesh', kigger ikke kun mod solen - der er også elementer af Nile, og igen får Hate de ydre inspirationer til at passe fint i deres eget tag på dødsmetalgenren. Men det er stadig dén scene, som bandet har været en del af i så mange år, der står klarest frem i musikken. Og det betyder, at Vader og Behemoth, der begge har været nævnt flere gange i artiklen her, er der, hvor man finder flest lighedstræk - selvom Hate har selvstændige træk. De små steder det minder om noget helt andet er kun krydderier - og krydderier, der oven på en virkelig stærk grundopskrift, bare gør det hele så blodigt appetitligt.