Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Drukmåse på rov

Populær
Updated
Drukmåse på rov

Danske Hell Inc. er ude med sin første officielle demo, der viser udmærkede takter, selvom anmelderen har holdt sig i den første halvdel af karakterskalaen.

Kunstner
Titel
Drunk Ass Supreme
Dato
09-05-2011
Genre
Trackliste
1. Drunk Ass Supreme
2. United Deception
3. War End
Karakter
2

Ligesom det er tilfældet med bandnavnet er det med musikken: det er ikke så originalt. Der er eksempelvis allerede et tysk band, der hedder Hell Inc., og de gør det i øvrigt ligesom den danske navnebror i de thrashede og groovy toner.

Heldigvis er originalitet ikke et mål i sig selv. God musik er vel god musik uanset hvad? Og her har bandet, som ynder at kalde sig "drukmåse" og dermed leve op til demoens titel et udmærket kort på hånden i åbneren 'Drunk Ass Supreme', hvor den lidt mudrede guitarlyd og den lidt for skarpe trommelyd glemmes, og musikken rykker som det er genrens formål.

Lydmæssigt er det en demo, og det er på sin vis forfriskende i en tid, hvor mange upcoming bands besøger nogle af de stærke danske producere i glimrende studier. Men samtidig giver det også bandet lidt sværere konkurrence, for musikken skal måske appellere endnu mere til lytteren end ved en perfekt Jacob Hansen-produktion.

På skivens andet nummer lægges ud med et udmærket riff, hvor det dog lyder mindre fedt, at bassen ligger så højt i mixet indover, når nu den bare slavisk følger guitaren. Her havde det klædt med lidt "traktor-bas" til at lægge en god bund, eller blot lave nogle variationer, for det lyder både som om, den halser lidt efter og som om den vil overdøve resten.

Når nu de to første numre lyder som om, bandet mener det seriøst trods flirten med et druk-image så lyder det sært, at bandet går i sømandskor og andet fjol på det sidste nummer. Det er mildest talt ikke godt med halvfalske stemmer i koret på 'War End'. Et nummer hvis stille opbygning heller ikke er helt heldig med ren guitar, som lyder skævt og noget ret intetsigende lead-guitar.

Hell Inc. har helt sikkert nogle momenter, som peger den rigtige vej, og når pedalen kommer i bund, så rykker det også godt, så med lidt mere struktur og fokus skal det nok gå meget bedre næste gang. Og live er det her sikkert en fest at overvære Hell Inc., hvis de formår at fyre numrene godt afsted med en bajer eller to i hatten.

Bandet har begået en video i form af et fotoshow og musikken fra cd'ens track nummer to. Tjek den ud herunder: