Eksotisk metal
Populær
Metallens udbredelse til Maldiverne er et smukt eksempel på det gode ved globaliseringen, og Sacred Legacy er absolut værdige til at prøve kræfter med en af vestens smukkeste kunstarter.
2. Black Velvet Part 1
3. Forgot
4. Gods Legends
5. Dragon Wars
6. Infinity Reloaded
7. Undying Heart (For my eternal Love)
8. Undying Heart Feat Shaani and Fal
Af rimeligt åbenlyse grunde burde et album udgivet og indspillet i 2008 aldrig dukke op i en spritny anmeldelse i 2011, men det sker alligevel, og når det så sker, er ikke fordi vi først har fået fingrene i det for to uger siden, men simpelthen fordi det drejer sig om death/thrash metal fra muslimske og rimeligt fjerne/eksotiske Maldiverne. Det var simpelthen for mange sære og anderledes omstændigheder til, at albummet skulle falde for aktuelt-grænsen.
Maldiverne er tilsyneladende ikke en ø-gruppe, hvor man vælter sig i fede producere, eller også har Sacred Legacy heldigt undgået dem, for 'Undying Heart' lyder skidt, usammenhængende og kunstig, og den mystiske effekt som klæber sig til vokalen, gavner på ingen måde. Guitarerne og trommer klarer sig lydmæssigt bedre, men stadig savnes fornemmelsen af glødende varm rørforstærker, frem for indelukkede og digitale strengegniderier.
At følge heavyens ABC
En god producer, af den slags som kan mere end dreje på knapper, havde måske også hjulpet Sacred Legacy til at dreje en mere sammenhængende plade, for den maldiviske kvintet virker godt nok kåde og spillelystne, men også ufokuserede og måske ligefrem forvirrede. Jeg er for eksempel fuldstændigt overbevist om, at side 1 i metalhymneskrivningshåndbogen rummer en kraftig advarsel mod at indsætte yndigt klaverstykke som intro til sang nummer to på en thrash-skive. Som en kort glidende overgang fra stilheden inden man trykker "play" og til første dødeligt brutale skæring, kan det sagtens fungere, og hvor ofte hører man ikke en lækker indledning i den stil, men klaver på anden sang, der er en vaskeægte stensikker dræber af intensitet – uanset hvor god en talentbokser man end måtte være.
Hvad Sacred Legacy mangler i erfaring, har de så til gengæld rigeligt af i teknisk kunnen, når det gælder plekterdikkedarer, og sammen med et utal af skønne harmonier, er forcen helt afgjort at de i den grad kan mishandle Djævelens elektroniske harpe med lige dele omtanke, melodi og skalafræsende dødsforagt.
Så måske skal man lige holde et vågent øre med årets kommende udvidelse af ø-drengenes diskografi.