En kunst, der er svær at gøre efter

Populær
En kunst, der er svær at gøre efter

Snakecharmer med et par tidligere Whitesnake-folk forsøger at gøre klassisk Whitesnake kunsten efter. Det lykkes ikke helt. De helt gode sange og David Coverdales vokal mangler.

Kunstner
Titel
Snakecharmer
Dato
25-01-2013
Distributør
Trackliste
1. My Angel
2. Accicent Prone
3. To The Rescue
4. A Little Rock And Roll
5. Turn Of The Screw
6. Smoking Gun
7. Stand Up
8. Guilty As Charged
9. Nothing To Lose
10. Cover Me In You
Forfatter
Karakter
3

Der var engang et lille orkester. Whitesnake hed det. Det spillede bluesrock. Rigtig, rigtig herrefed bluesrock med stiv pik og håret tilbage. Storleverandør af hits og sandheder fra de inderste hjertekamre. To guitarister, den ene på slide. En bassist, der bare kunne det hele. En keyboardspiller, der var Hammondorglets største og fedeste betvinger. En trommeslager med det fedeste, tilbagelænede groove og en shuffle, ingen kunne hamle op med. I front for dette ensemble fandt man alle store stemmers fader. David hed han. Det gør han faktisk stadig. David Coverdale. Lige som orgelmanden og trommeslageren havde han spillet i Deep Purple.

Denne version af Whitesnake - Bernie Marsden, Mickey Moody, Neil Murray, Jon Lord, Ian Paice og David Coverdale - havde sine velmagtsdage i perioden 1978-82, hvor de tihørte den absolutte top af bluesrock. Det Whitesnake, vi kender i dag, og har kendt siden verdensgennembruddet i 1987, har intet med den originale og musikalsk mest anerkedte udgave af den hvide slange at gøre.

Det har Snakecharmer - næsten - heller ikke. Altså bortset fra, at ham slideguitaren, Mickey Moody, og ham superbassisten, Neil Murray, er med i bandet, og at Snakecharmer egentlig startede som et Whitesnake-coverband.

Snakecharmer er blevet shanghajet af det offensive italienske pladeselskab Frontiers Records til at indspille et album med egne kompositioner, og det har selvsagt skruet forventningerne unaturligt højt i vejret hos denne anmelder. Netop fordi det klassiske Whitesnake i anmelderens øren er noget af de ypperste hardrock, som nogensinde er blevet søsat. Det lever Snakecharmer ikke op til. På ingen måde. To årsager: De primære sangskrivere fra dengang, Coverdale og Marsden, er ikke med.

Alligevel er der masser at komme efter, når bare man allierer sig med en tilpas mængde tålmodighed. Snakecharmer er bundsolid, gedigen, vellydende og fremragende udført tidløs bluesrock. Og det er et langt stærkere udspil end 'Burst The Bubble' (2002) med Company of Snakes - et lignende Whitesnake-wannabe-band bestående af flere tidligere Whitesnake-folk. Også Neil Murray og Micky Moody fra Snakecharmer.

Murray og Moody har samlet sig et yderst kompetent hold: Den habile vokalist Chris Ousey fra AOR-bandet Heartland forsøger heldigvis ikke at lyde som Coverdale. Guitaristen Laurie Wisefield, Wishbone Ash, giver Moody fint med- og modspil, og den tidligere Thunder-trommeslager Harry James lægger den solide bund. På keyboard finder vi Yes-keyboardvirtuos Rick Wakemanns søn, Adam, der er mindst lige så habil som farmand, og som har slået stærke folder hos Ozzy Osbourne.

Snakecharmers selvbetitlede debut stikker os to håndfulde sange, som ikke efterlader de helt dybe indtryk. Men sangene er fine nok. Og ikke mindst udførelsen af dem. Er du tålmodig nok, vil albummet, feelingen, lyden æde sig ind på dig, og så vil den skuffelse, du oplever ved de første gennemlytninger (hvis nu du er storfan af classic Whitesnake), fordufte.

Tre numre bider sig fast - i prioriteret rækkefølge: 'A Little Rock And Roll' holdes kørende af et fedt riff, et tight groove, og du kan ikke forholde dig i ro. 'Smoking Gun' er en rigtig god rocker, en halvtung southern rocker. Og så er der 'My Angel', som især holder på grund af sit omkvæd og et rigtig fedt leadparti.

En udmærket plade. Men sangene og Coverdales vokal og måde at lave melodistemmer på mangler. Der skabes ikke magi her. Ikke for alvor. Men det her lidt har også ret. Bare giv det en chance.