En sløj balalaika
Populær
Første del af føljetonen om russisk metal byder ikke på store godter, men masser af toner leveret i højt tempo.
Vaskeægte guitarhelte har man selvfølgelig også i Rusland, og en af de store er Sergej Marvin (på russisk Маврин, Сергей Константинович), som også har krøllet hegn i flere russiske band som Aria, Kipelov og Mavrik.
Teknisk er han absolut ikke ringe, selvom Malmsteen for længe siden gjorde det svært at blive rigtigt vildt imponeret over endnu en seksstrengs-ekvilibrist, fordi de alle sammen kan spille uhyrligt stærkt – en milliard toner klemt inde på en 30 sekunders solo er ligesom hørt før.
Og det er desværre omtrent hvad Sergej Marvin kan. Ikke ligefrem ringere end de fleste andre i genrer, men heller ikke bedre og på en særligt opsigtsvækkende måde. Det er snarere søvndyssende, da han absolut ikke gør sig i let fængende melodier, mystiske stemninger eller andet, der kunne gøre en dobbelt-cd-instrumentalplade interessant.
Bortset fra nummeret 'Deja Vu' er der sådan set ikke rigtigt nogle mindeværdige riffs eller melodier, som man har specielt lyst til at genhøre. Det er faktisk forbløffende, at Sergej Marvin kan levere så guitarlirsmetal.
Lyden af pap og firsereffekter
Oven i det er indspilningen af 'Fortuna' på ingen måde noget at råbe hurra for. Den lyder billigt digital og er sovset ind i underlig malplaceret rumklang, som får tonerne til at drukne og fjerner enhver farlighed, der kunne gemme sig. Derudover lyder trommerne mistænkeligt tamme, så man let får en mistanke om, at der er sket noget fordækt med en trommemaskine i indspilningen.
Altså lidt kunstigt og tamt ligesom resten af forestillingen fra en guitarist russerne gerne må beholde for dem selv.
NB. I næste uge af føljetonen anmeldes bandet Slot.