Energisk, svensk thrash
Populær
De svenske thrashere fra Massdistraction debuterer med en solid og svingende metal-lussing, der dog mister styrken undervejs.
02. See no Evil
03. Something Violent
04. Follow the Rats
05. Sudden Deaf
06. Walking the Earth
07. Sane
08. Diluted
09. New Dominion
10. Master Manipulator
Var man ikke en af dem, som skred efter den fri fadøl slap op til efterårets Total Carnage Fest II i Pumpehuset, husker man måske svenske Massdistraction fyre en heftig omgang thrash af, der endte med at være aftenens bedste koncert. Få uger efter gjorde svenskerne det igen, da de supportede Hatesphere og Mnemic på Nørrebros Lygten.
Og svensken kan som bekendt noget med metalmusik, som vi ikke helt kan være med på herhjemme. Kvartetten fra Malmø er bestemt ingen decideret undtagelse. Efter dannelsen i 2007 er Massdistractions debut ’Follow the Rats’ nu tilgængelig, og resultatet bør stille de fleste thrash-fans tilfredse.
Flere af numrene stammer fra 2010-demoen ’Succubus’, og den svedige produktion på ’Follow the Rats’ har bestemt sendt numre som ’See No Evil’ og ’Something Violent’ i den rigtige retning.
Svenske Dragan Tanaskovic har produceret, og teknikerens tidligere erfaring med bands som In Flames og The Crown gemmer sig da også i baggrunden af Massdistractions udtryk. Stilen tåler gerne en sammenligning med en smule In Flames, The Haunted, og ikke mindst – men naturligvis – Slayer.
Stærk fra start
På åbneren ’Headgrenade’ han man i virkeligheden nok hørt lidt for meget til de tre nævnte bands, og det ville være synd at påstå, at svenskerne på ’Follow the Rats’ opfinder noget nyt her.
Så originalt? Nej. Aggressivt og passioneret udført? Bestemt.
De holder liv i den simple tilgang til traditionelt thrash-metal, og når de gør det bedst på numre som ’See no Evil’ og specielt på den suveræne ’Something Violent’, bliver musikken da også leveret med skarpe guitarriffs og hårdtslående trommespil.
Evnerne på instrumenterne og Johan Hanssons rå vokal fejler da heller ikke gennem skivens ti numre. Selvom ”sjæleren” ’Sudden Deaf” ikke fungerer helt optimalt, med Hansons nogenlunde rene vokal.
Taber pusten til sidst
’Follow the Rats’' største problem er i virkeligheden, at skivens første numre leverer en ganske groovy og høj standard, som pladens sidste håndfuld sange desværre får svært ved at leve op til. Her ender musikken med at være ensformigt og, groft sagt, lettere kedeligt og uinteressant.
Numrene mangler simpelthen den energi, som skiven lægger ud med. En energi som svenskerne til gengæld formår at levere hele vejen gennem deres koncerter. Og det bør man ikke snyde sig selv for, næste gang de krydser broen og gæster Danmark.