Fra nostalgi til mere personlig lyd
Entrails var ungt med de unge, dengang Entombed/Nihilist satte Sverige på verdenskortet for kvalitetsdødsmetal, men fik ikke udgivet noget før en genfødsel i 2008. Det 3. album er ude nu.
På trods af fire års eksistens mens dødsmetallen i Sverige var spæd og ikke mindst uhyre spændende, så fik Entrails aldrig udgivet noget, da det, de fik indspillet, ikke var godt nok ifølge medlemmerne. Men nostalgien rammer jo alligevel af og til, og i 2008 ramte den guitaristen Jimmy Lundqvist, der gik i gang med at genindspille det originale materiale - alt klarede han selv, men vokalen blev dog varetaget af Jocke Svensson. To demoer blev lavet på den måde, og det var så godt, at nostalgien også blevet vakt til live hos andre end bandet selv, så flere selskaber bød sig til.
Entrails blev derfor et rigtigt band, og efter genfødslen er det nu den 3. fuldlængde, der er i spil. Debuten 'Tales from the Morgue' lugtede rigtig meget af et forsøg på at genskabe den gamle Sunlight Studios-lyd, som producer Tomas Skogsberg sammen med flere af de prominente svenske dødsmetal-navne skabte. Det var dog Dan Swanö, som i denne moderne tidsalder drejede på knapper, så det røg i den retning.
En mere selvstændig lyd
'Raging Death' har igen Dan Swanö inde over, men denne gang er lyden ikke så tæt op ad de gamle svenske dyder. Det er stadig kvalitetslyd - Swanö er en mester i dødsmetallyd, hør bare Hail of Bullets, som han også er fast lydsnedker for - men Entrails har bare fået et lidt mere selvstændigt udtryk. Og det klæder bandet rigtigt godt, for man vidste jo godt, at de kunne skrive sange; men nu er det ikke længere bare et band, som rider på nostalgiens bølge, men snarere et band, som har (klassisk) dødsmetal meget nær hjertet.
Dissekerer man sangskrivningen, så er det ikke, fordi dødsmetallen på nogen måde bliver revolutioneret, men det er bare godt gedigent håndværk i en fin in-your-face-produktion. Niveauet ligger højt, men nogle numre holder mere end andre. 'Carved to the Bone' er et sikkert hit, som bandet gerne må spille, når vi ser dem her i landet senere på året til Kill-Town Death Fest, og så er 'Bloodhammer' med et tungt groove (som lyder som en lidt mere brutal version af nyere Kataklysm) og det superseje break i omkvædet, hvor man virkelig kan nyde den brutale, gurglende growl-vokal, et lækkert nummer.
Det svenske band spiller ganske varieret fra rimeligt hurtig smadder over noget med nogle simple, medrivende melodier til det decideret stemningsfyldte tunge, som i den fantastiske 'Descend to Beyond'.
Der er mange gode grunde til at aflægge Kill-Town Death Fest et visit, og Entrails er bestemt en af dem.