Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Er det overhovedet metal?

Updated

Therion undgår at fare vild et kæmpe genreroderi og kommer både ud af metallen og hjem igen ganske smertefrit.

Kunstner
Titel
Sitra Ahra
Dato
24-09-2010
Distributør
Trackliste
1. "Introduction/Sitra Ahra" - 5:24
2. "Kings of Edom" - 8:51
3. "Unguentum Sabbati" - 5:09
4. "Land of Canaan" - 10:32
5. "Hellequin" - 5:18
6. "2012" - 4:16
7. "Cú Chulainn" - 4:16
8. "Kali Yuga Part 3" - 3:41
9. "The Shells Are Open" - 3:44
10. "Din" - 2:37
11. "Children of the Stone: After the Inquisition" - 7:22
Forfatter
Karakter
4

Indledningen af denne anmeldelse bliver nødt til at være spørgsmål, som kræver svar, men ikke får det:

- Hvor mange udefrakommende inputs kan bruges i metalgenren, hvis man stadig skal være berettiget til betegnelsen?

- Og hvis Therion ikke spiller metal, hvad Helvede og Satan laver de så?

Nogen gange er dette album, 'Sitra Ahra's indhold indiskutabelt metal. I perioder kunne det være enkelt power-metal med dobbeltpedaler og melodiske, men små lede guitarer: Elementer som får lov til at folde sig ud og tage føringen - men kun i mindre portioner, da vokalpræstationerne fylder størstedelen.

Skræmmende genre


Resten af tiden er det en musical, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at han denne anmelder hørt andre bruge fy-ordet om Therions nyeste skive, var han løbet King Diamond-skrigende væk. Det er bare en god musical.

Det er nemlig et vanvid af store operainspirerede stykker (måske er det ligefrem opera, det har denne anmelder ikke kundskaber til at afgøre), der skaber storslåede stemninger, og som til tider er helt grotesk melodiske. En hær af sangere, både mænd og kvinder, kaster sig ud i enorme korstykker, små drilske melodier, Vangelis-lydende filmusik, pop-temaer, munkesang, Disneysoundtracks, og altså alt sammen på en bund af opera – og metal!

Tilbage til start

Til tider er det tæt på vælte og blive både for fængende og for simpelt, men variationen og de imponerende detaljerede arrangementer holder Therion væk fra det banale og i stedet på et seriøst plan. Skarpe ørehængende melodier overbyder i forsøget på at styre lydbilledet og trække sangene i en bestemt retning, og det har formentligt krævet stor selvdisciplin at bevare fokus og undgå ekstremt kvalmende vellyd. Det er heldigvis lige præcis organiseret og gennemtænkt nok til ikke at knække over og ende i den farlige powermetalheltefælde, hvor alt lyder som gummisværd og live-rollespil.

Men er det så metal? Jeg synes det - grundlaget er metal med et hav af afstikkere i samtlige mulige retninger, men omdrejningspunktet er dystert, tungt og larmende, og det er som om, at alle omveje stadig fører til start. Uanset hvor aparte og heavy-afvigende Therion bliver, er der aldrig tvivl om rødderne.