Et værdigt albumfarvel

Populær
Et værdigt albumfarvel

Selvom 'Psalms for the Dead' ikke tangerer bandets deciderede klassikere slutter legendariske Candlemass på toppen med deres 11. studiealbum.

Kunstner
Titel
Psalms for the Dead
Dato
11-06-2012
Distributør
Genre
Karakter
4

Det er uomtvisteligt bassist Leif Edling, som er Candlemass. Han dannede bandet, og har været med siden 1984, undtagen i de perioder, hvor Candlemass har været opløst. Samme historik har Mats Björkman på guitar, men han har dog holdt en længere pause fra 1994-2002 (Candlemass blev opløst første gang i 1994, men blev gendannet af Edling i 1997, med helt nyt line-up og en mindre episk stil). Trommeslager Jan Lindh og lead-guitarist Lars Johansson har også været tro mod bandet længe, og var det ikke for indlemmelse i bandet tre år senere, så så deres historie ud som Björkmans.

Men sangerne! Dem har Candlemass aldrig formået at holde helt styr på. Den første sanger klarede kun distancen til ét album, til gengæld er det så et af historiens vigtigste doom-album, nemlig 'Epicus Doomicus Metallicus' fra 1986. Dernæst kom Messiah Marcolin. Hans messende opera-agtige stemme kender de fleste nok. Og så var han noget af en personlighed. Måske er det også derfor, at han har været inde og ude af bandet adskillige gange.

Flere sangere har haft tjansen i 3-4 år, men den sidste som formåede at tage en større tørn var Robert Lowe fra amerikanske Solitude Aeternus. Han har været med til at føre bandet tilbage på toppen, og specielt var hans vokale bidrag til 'Death Magic Doom' med til at gøre den plade til den klassiker, som den hurtigt blev. Men nu er han også ude! Bandet var simpelthen ikke tilfredse med hans præstationer på scenen. Heldigvis har de forstået, at manden er god på plade, så 'Psalms of the Dead' er inklusiv amerikaneren.

Et sidste album


Det står hurtigt klart, at det nye album, som skal være det sidste album fra bandet som nu vil nøjes med live-aktiviteter, ikke er en ny 'Death Magic Doom'. Men bandets endelige udgivelse slutter alligevel flot på toppen. Der er ikke de krybende, hårrejsende og monumentale numre på skiven, som forgængeren havde. Det går ikke nær så langsomt i de langsomme partier, for det virker som om, at tempoet gennemsnitligt set er lige lidt hurtigere end sidst.

Numre som det flotte titelnummer, den mystiske 'The Sound of Dying Demons' og 'Waterwitch' kunne måske godt have sneget sig med på det forrige album, men de gør sig også godt på 'Psalms for the Dead', der faktisk viser bandet lige hive et nyt trick op af ærmet.

Nyt er keyboardet, som veksler mellem gyserfilmsagtig baggrund og noget mere syret, nærmest hippie-agtigt. Det fungerer rigtig godt! Denne 60'er-70'er lyd smyger sig fornemt op ad musikken, fylder godt, men tager ikke overtaget fra de doomede toner. Uden dette tiltag, så ville der måske være lidt for lidt nyt at komme efter på albummet. Nu har Candlemass i stedet tilføjet deres udtryk en ekstra dimension, og det gør at det album, der er annonceret som bandets svanesang får lov til at stå som en rigtig fin slutning.

Til de kommende live-shows er det i øvrigt Mats Levén, som varetager vokalen. Han kendes fra Yngwie Malmsteen, Therion m.fl. Helt ukendt er han ikke Edling/Candlemass-regi, da han også er hhv. var og er med i Edlings projekter Abstrakt Algebra og Krux og desuden sang på demoerne til det niende album 'King of the Grey Islands'.

Nyd det flotte titelnummer herunder: