Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Svenske Therions dystre og smukke album "Gothic Kabbalah" er et mesterligt monsterdrøn. Siden opstarten i slut-80'erne har Therion gennemgået en ganske stor forandring. De første plader hørte til i den primitive del af death metallen, og siden hen har de flyttet sig over til den symfoniske metal. Et ret stort stilskift, men måske er det bandets brutale fortid, der er skyld i at det symfoniske ikke tager overhånd og konstant har et dystert element i sig.

Nyeste udgivelse, "Gothic Kabbalah", er en utrolig gennemarbejdet og velskrevet dobbelt-CD, som dog lige skal have et par gennemlytninger, før den rigtigt kommer til sin ret.

Alsidigt album

Det mest imponerende er den alsidighed som de fire svenskere og diverse gæstemusikere har formået at lægge i skiven. Hverken metal eller symfonisiden af musikken får lov til at tage overhånd og komplementer derfor hinanden perfekt, således at det dystre bliver melodisk og det skønne stadig er ondt. Desuden forstår Therion vigtigheden af at spille et stykke længe nok til at det bliver hængende, men ikke bliver for meget, således at pladen ret hurtigt kalder på et genhør.

Keyboardet fylder en del, men heldigvis får det kamp til stregen af guitarerne, der både viser sig fra deres onde side i titelnummeret og deres melodiske, f.eks. i soloen i ”Three Treasures”; eller begge sider samtidigt som melodistykket i ”The Path To Arcady”. Og så må man ikke glemme, at Therion til at lægge en god bund har en trommeslager og en bassist, som forstår at udfylde rollen som rytmesektion med et tight sammenspil og med tekniske finesser, der hele tiden ligger og lurer lige under lydbilledets overflade.

Imponerende vokalarbejde

"Gothic Kabbalah" ville dog ikke være så fed en udgivelse, hvis det ikke var for det imponerende vokalarbejde, der er gået forud.

Fire forskellige sangere. På mandesiden Snowy Shaw (tidl. trommeslager i Mercyful Fate, King Diamond, Memento Mori) (og superbandet Dream Evil - red.) og Mats Leven (Yngwie Malmsteen) samt de kvindelige modstykker Katarina Lilja og Hannah Holgersson, der giver et utroligt varieret udtryk, som veksler mellem kirkekorsagtig skønsang og klassisk heavy metalvokal. For eksempel i ”Son Of The Staves Of Times” eller titelnummeret.

Kunstner
Titel
Gothic Kabbalah
Distributør
Forfatter
Karakter
4