Fin hyldest til Gelderland

Fin hyldest til Gelderland

Hollandske Heidevolk har med en kraftig forbedret produktion og en mere fokuseret sangskrivning begået et fængende fjerde album.

Kunstner
Titel
Batavi
Dato
05-03-2012
Distributør
Karakter
4

Devilution har én gang tidligere anmeldt hollandske Heidevolk. Det hollandske band, der synger om provinsen Gelderland, hvis oprindelse kan dateres tilbage til Romerriget, slap fra mødet med dette site uden knubs.

Bandet har i den grad oppet sig på dette fjerde album. Sangskrivningen er mere fokuseret, så den røde tråd holdes intakt over hele albummet. Der er ingen sære afstikkere som på 'Uit Oude Grond', men overordnet en stærk melodisk linje, som binder albummet samme.

De mest aggressive partier er nedtonet lidt i forhold til nævnte forgænger, men til gengæld er der mere tyngde her på 'Batavi', så metallen alligevel bider fra sig, selvom vokalen primært er pæn og ren. Det hollandske sprog er ret specielt at lytte på, men det passer fint her, og det minder lidt om færøsk og islandsk, som man kender det fra hhv. Týr og Skálmöld.

Stilen er pagan/viking, og der er selvfølgelig de pompøse stykker med masser af kor "aaahhh ah ahhhh", men Heidevolk gør det godt, så der hverken skal grines eller krummes tæer for de ligger altid henover et fedt melodisk stykke eller nogle stærke guitarriffs med heftige trommer over.

Violinen er der også blevet plads til, men dens rolle er heldigvis ikke altoverskyggende, så i stedet for at stjæle billedet, hvor den er benyttet, så er den blevet et interessant krydderi til resten af musikken. Heidevolks fjerde album indeholder 40 minutters kræs til fans af pagan- og vikingmetal-stilen.