Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For fersk

Updated
For fersk

Menceas udsender album nummer to, som desværre ikke er helt på niveau med debuten.

Kunstner
Titel
Pyrophoric
Dato
23-03-2012
Distributør
Forfatter
Karakter
3

Græske tech-døds Mencea imponerede med deres debutplade 'Dark Matter, Energy Noir', da den udkom i efteråret 2008, hvor jeg tippede Mencea til at blive noget stort. Tre et halvt år er gået siden, men nu er efterfølgeren her, 'Pyrophoric', som der godt nok har været set frem til. Så lade os tage hul på bedømmelsen af denne nye udgivelse.

Lad det være sagt med det samme, 'Pyrophoric' er ikke så god som debutten, og noget af det, der mangler, er vildskab. Menceas musikalske stil ligger et sted mellem Gojira og Opeth, men hvor man med forgængeren også kom til at tænke på Strapping Young Lad, så kan man det ikke længere, da der mangler det hurtige tempo og det kaotiske i lydbilledet på den nye.

I det hele taget er lyden på 'Pyrophoric' for pæn. Den er fyldig, jovist, men alt er ordnet sirligt i lydbilledet og guitarforvrængningen er ikke specielt udtalt. Den tekniske side af musikken kommer selvfølgelig til sin ret på den baggrund, men det metalliske og rockede træder i baggrunden, så lytningen bliver desværre lidt kedelig.

Gode ting er der også at sige om 'Pyrophoric', nemlig at når den er bedst, kommer der nogle fine dystre stemninger frem i samspillet mellem hovedriffet og den noget fjernere og rumklangsfedtede andenguitar. Numrene 'Beheading' og 'Invocation' er særligt gode, da førstnævnte er ganske storladent og sidstnævnte formår at groove tungt uden at slippe det proggede. Disse numre findes sidst på albummet, som i det hele taget slutter bedre end det begynder.

Efter en del gennemlytninger, som bestemt bliver behageligere og behageligere for hver gang, bliver den endelige dom, at på trods af nogle ganske gode numre og til tider en fin stemning, er 'Pyrophoric' en tand for kontrolleret i lyd og kompositioner. Derfor er den simpelthen for fersk til helt at kunne måle sig med forgængeren og -billederne Gojira og Opeth.