Formålet helliger midlet

Populær

Hatebreed er på bandets 6. studiealbum, ’The Divnity of Purpose’, et forglemmeligt plagiat af sig selv, der lugter lidt af pengemaskine.

Kunstner
Titel
The Divinity of Purpose
Dato
25-01-2013
Trackliste
01. Put It To the Torch
02. Honor Never Dies
03. Own Your World
04. The Language
05. Before The Fight Ends You
06. Indivisible
07. Dead Man Breathing
08. The Divinity Of Purpose
09. Nothing Scars Me
10. Bitter Truth
11. Boundless (Time To Murder It)
Karakter
2

DONE Sommetider er det rart at vide, at nogle ting aldrig ændrer sig. Til andre tider kan det være en kilde til frustration. Men i forhold til Hatebreed og deres seneste studiealbum i rækken af indtil videre seks stk., ’The Divinity of Purpose’, har det faktum, at bandet ikke har rykket sig en tomme siden gennembrudspladen 'Perserverance' fra 2002, den konsekvens, at albummet bliver helt og aldeles ligegyldigt.

Måske havde Hatebreeds stilrenhed ikke haft denne skæbnesvangre konsekvens, hvis der i kølvandet på deres og et band som (det sene) Earth Crisis' succes ikke var kommet tusindvis af metalliske hardcore- eller i daglig tale tough-guy hardcorebands, som med et skødesløst genbrug og til tider direkte plagiering af deres helte har været med til at udvande og forstene genren i en nærmest endeløs reproduktion af sig selv.

Det eneste, der reelt har ændret sig bare en lille smule på ’The Divinity of Porpuse’, er Jamey Jastas vokal, og det skyldes nok mere slitage end noget andet. Dog viser Jasta på pladens sidste og mest mindeværdige skæring, ’Boundless (Time to Murder It)’, at han, udover sit velkendte, men nu lidt slidte brøl, behersker en råbende sangvokal a la Kirk Windstein fra Crowbar, hvilket rent faktisk klæder både ham og musikken. Men hvorfor i alverden gemme guldkornet væk til allersidst og kun gøre brug af det en enkelt gang?

Intet hænger fast i hukommelsen

Tragisk er det endvidere, at der efter endt gennemlytning ikke er et eneste riff, en rytme eller et lyrikstykke, der hænger fast, og man har egentlig slet ikke lyst til at starte pladen forfra med henblik på at forfatte nærværende sobre kritik. Tragisk, fordi Hatebreed for godt 10 år siden med numre som ’I Will Be Heard’ og ’Perseverance’ ramte undertegnede lige i hjertet og nu ikke engang kan få mig til at spidse det mindste øre. Samtidig er det netop de gamle numre, der runger i hovedet, mens ’The Divinity of Purpose’ spiller, fordi også Hatebreed plagierer sig selv og gentager sine gamle tricks i det uendelige.

Ikke dermed sagt, at Hatebreed ikke må lyde som Hatebreed og spille metallisk hardcore, men når nu bandet flere gange undervejs på albummet, kulminerende med førnævnte ’Boundless (Time to Murder It)’, viser, at de rent faktisk har flere strenge at spille på, hvorfor så ikke presse konvolutten en smule og tilføje nye dimensioner til genren?

Hvis jeg ikke vidste bedre, lugter ’The Divinity of Purpose’ af pengemaskine. Men jeg lader tvivlen komme Hatebreed til gode og håber på bedre held næste gang.