Fornyede kræfter
Populær
Mnemic er genfødt i prog-metallens tegn.
2. Valves
3. Junkies On The Storm
4. I’ve Been You
5. Pattern Platform
6. Mnemesis
7. There’s No Tomorrow
8. Haven At The End Of The World
9. Ocean Of Void
10. Blue Desert In A Black Hole
Mnemic hører til i den danske superliga af metalbands, men som så mange af de andre i dette mægtige selskab, har der været en del udskiftninger af medlemmer. Mnemic har siden forrige album, 'Sons Of The System' måtte foretage en ordentlig én af slagsen, og det er kun sangeren Guillaume Bideau og guitaristen Mircea Gabriel Eftemie der går igen på seneste udspil.
Noget kunne tyde på, at det nye skud blod har været godt for sangskrivningen. Selv om man selvfølgelig stadig kan høre at det er Mnemic, så er der masser af nye takter at lytte til, og i særlig grad nye harmonier. Hvor forrige album var meget Meshuggah-tungt og abrupt, er 'Mnemesis' anderledes storladent og harmonisk på en nærmest prog-rocket måde. Den giver faktisk mindelser om King Crimson i brugen af polyrytmiske, brudte guitarfigurer, der heller ikke kun er i det sædvanlige mol/frygiske helvede, men er mere... om ikke dur, så i hvert fald sådan miksolydiske og sus4-agtige i stemningen – for at være lidt teknisk.
Også Devin Townsends glade ting minder musikken om i de mere brusende dele – igen noget der bidrager til det proggede indtryk. Gode eksempler på dette er 'I've Been You' og 'Valves'. Der er dog stadig masser af Mnemics signaturtons til stede på pladen, der bliver leveret præcist og skarpt, som på (åbneren) 'Transcend', 'Mnemesis' og 'Pattern Platform' – sidstnævnte er en sand ansigtsknuser af et nummer.
Der er på denne baggrund masser at lytte til, for figurerne og stemningerne væver sig ud og ind mellem hinanden på alle numrene og det er godt, selvom de måske ikke er helt forskellige nok til ti numre. Bideaus stemme er desværre heller ikke altid lige i skabet. Ikke dermed sagt, at han synger falsk, for det gør han på ingen måde, men mere fordi den til tider har en lidt vrængende og presset klang i de renere stykker, som desværre forstyrrer. Især 'There's No Tomorrow' lider under dette. Hans forvrængninger er til gengæld fede.
Så spørger man sig selv, om Mnemic har kunnet tåle den store musikerudskiftning er 'Mnemesis'' svar et rungende ja!