Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Selvhjælpsrock med attitude

Updated
frank-carter-rattlesnakes-end-of-suffering-music-review-punk-rock-theory

Frank Carter gør op med sin punk-fortid på sin tredje soloplade, der brillerer ved sit store følelsesmæssige engagement og sin lyttevenlige rockstil, men savner aggression og numre, der for alvor er musikalsk interessante.

Titel
End of Suffering
Dato
03-05-2019
Genre
Trackliste
1. Why A Butterfly Can't Love a Spider
2. Tyrant Lizard King
3. Heartbreaker
4. Crowbar
5. Love Games
6. Anxiety
7. Angel Wings
8. Supervillain
9. Latex Dreams
10. Kitty Sucker
11. Little Devil
12. End of Suffering
Forfatter
Karakter
3

Ti år er der gået, siden Gallows blev udråbt til punkens nye poster boys med udgivelsen af den eminente ’Grey Britain’. Det var den egenrådige sanger Frank Carter sådan set bedøvende ligeglad med, så han forlod bandet, og efter en enkelt plade med alt-rock-projektet Pure Love debuterede han under eget navn med sine klapperslanger i 2015, hvor ’Blossom’ stadig holdt punkfanen højt, om end uden at være så mørk og dystopisk som udgydelserne med Gallows. Melankolske, men noget mere rockede ’Modern Ruin’ fulgte efter i 2017, og det produktive samarbejde mellem sangeren og hans håndgangne mand, guitarist Dean Richardson, har nu resulteret i The Rattlesnakes’ tredje plade på fem år, ’End of Suffering’.

Pladen fremstår hurtigt som Carters endelige opgør med punken, der stort set har måttet lade livet for i stedet at gøre plads til en noget mere rocket lyd, der mestendels giver associationer til bands som Arctic Monkeys og de senere udgivelser fra Queens of the Stone Age. Mikset af ’End of Suffering’ er denne gang overladt til Alan Moulder, der ud over at have udført samme opgave på netop QOTSA’s seneste udgivelse også har været mangeårig samarbejdspartner med Trent Reznor bag pulten i Nine Inch Nails-regi. Og netop den selvdestruktive melankoli, som gennemløber en stor del af Reznors tekstunivers og diskografi, er endnu en vægtig faktor i Frank Carter & The Rattlesnakes’ udtryk, om end det i Carters version fremstår noget mere poppet og lyttevenligt.

Carter har altid givet meget af sig selv gennem sine tekster, og ’End of Suffering’ er på tekstsiden den nu voksne punker, der udleverer sig selv og sine dæmoner. Det er kampen om kærligheden, både når den virker (’Heartbreaker’, ’Latex Dreams’ samt titelnummeret), og når den ikke gør (’Love Games’ og ’Why a Butterfly Can’t Love a Spider’), at leve et liv med konstant angst og fremmedgørelse inde på livet (’Anxiety’) og følelsen af at ville et magtesløst oprør, der aldrig rigtig bliver til noget (’Kitty Sucker’ og ’Crowbar’). Der er ingen tvivl om, at det er den energiske frontmand, der sælger billetterne i orkestret, og hans vokal og budskaber er trukket så langt frem i lydbilledet, at man til tider får følelsen af at sidde til en lektion i selvhjælp fremfor at lytte til en rockplade. Den hudløse, personlige ærlighed i teksterne har alle dage været et af Carters kendetegn, men på ’End of Suffering’ er det mere tydeligt end nogensinde. Ikke ulig den Kurt Cobain, som Carter også velvilligt indrømmer har været en stor inspirationskilde.

Musikalsk er det stadig guitarist Dean Richardson, der står for en stor del af arbejdet, om end producer og session-keyboardspiller Thomas Mitchener, som en naturlig del af det mere rockede udtryk, er langt mere tilstedeværende end på tidligere udgivelser. Inspirationen fra Queens of the Stone Ages fuzzede guitarlyd er stor på numre som ’Angel Wings’ og ’Little Devil’, mens der skal ledes godt for at finde de sidste punkede virkemidler i The Rattlesnakes’ univers, hvor vel kun førstesinglen ’Crowbar’ og Tom Morellos (ex-Rage Against the Machine, ex-Audioslave) gæsteoptræden i ’Tyrant Lizard King’ giver mindelser om det punkband, Frank Carter & The Rattlesnakes startede med at være.

Generelt er ’End of Suffering’ en fornuftig plade. Den er ikke specielt nyskabende for mange andre end bandet selv, og mens numrene er lyttevenlige og har hitpotentiale, er det heller ikke nødvendigvis stor kunst. Pladen er tekstlig terapi for den rødhårede frontmand, der sammen med Richardson trods alt har skåret nogle udmærkede rocknumre, selvom også det aspekt blev udført bedre på forgængeren ’Modern Ruin’. Hvis man knokler med de samme følelsesmæssige problemer i dagligdagen som Carter, kan pladen sagtens fungere som hjælp til selvhjælp. Hvis man havde håbet på et aggressivt udbrud som de første Gallows-plader og Carters solodebut, undgår man ikke at blive slemt skuffet.