At bryde formatet
Populær
Iklædt et spraglet Gucci-jakkesæt brød Frank Carter koncertformats normale to dimensioner med en nærværende og energisk åbning af Avalon.
Trouble
Fangs
Juggernaut
Jackals
Snake Eyes
A Beautiful Death
Paradise
Devil Inside Me
I Hate You
"I'm Frank Car'er, and these are the fuckin' Rattlesnakes", proklamerede en farverig og tilsyneladende veloplagt Frank Carter på syngende arbejderklasseengelsk tidligt onsdag aften til åbningen af den utroligt flotte og teaterlignende Avalon-scene.
Det var britisk
Frank Carters grønblomstrede jakkesæt var efter sigende fra Gucci, mikrofon og ledning var knaldrøde og matchede tilfældigvis Avalons velourudsmykning. På nakken bar strengespillerne begge Fender-guitarer, henholdsvis Telecaster og P-bas, mens trommerne funklede i sølv. Alle var de nydeligt klædt i næsten tilknappede skjorter.
Udover jakkesættet var det visuelle udtryk egentlig underspillet, men stemte godt overens med bandets rockede tag på hardcore punk. Man kunne lidt firkantet hævde, at det hele var meget britisk, uden rigtig at vide, hvad "britisk" dækker over. Men da hjulene rullede, skinnede "fuck you, we're from England"-attituden igennem, og det hele gav mening.
Bruddet med formatet
At gå til koncert er i langt de fleste tilfælde en visuelt todimensionel oplevelse. Man står og kigger op på en scene, en ramme, der har højde og bredde, mens dybden sjældent opfattes. Derfor bliver man også svært begejstret, når nogen bryder rammen og springer ud i direkte kontakt med publikum, der som bekendt er spærret inde bag et hegn. Vi så det med Clawfinger på dette års Copenhell, hvor et simpelt stage dive blev et kæmpe overraskelsesmoment, som antændte stemningen yderligere og tilføjede til oplevelsen. Koncerten fik en ny dimension.
Derfor var det også svært glædeligt, at der ikke skulle gå mange minutter, før Frank Carter stod på skulderne af publikum og blev båret ud i teltet, så langt den røde ledning rakte, hvor han så stod højt hævet og sang. Senere i sættet bad han publikum sætte sig, hvilket vi gjorde, så han kunne serenere os med en balladeudgave af 'A Beautiful Death'. Mod slutningen tog også guitarist Dean Richardson en tur ud oven på folk for at spille solo. Det var på mange måder befriende at bevidne Frank Carter & The Rattlesnakes tillid til og tryghed ved publikum, når man så ofte oplever kunstneres panikangst ved berøring med deres fans.
En fan i unåde
Der var dog én fan, som Frank Carter ikke var synderligt begejstret for – eller måske var han lige netop svært begejstret for ham. Deres veje havde vist krydset i Hamborg ugen forinden, hvor fanen havde teet sig åndssvagt og fået ørerne i maskinen hos nogle andre fans. Med et tydeligt glimt i øjet fik Frank Carter os derfor til at buhe af vedkommende, som så ud til at tage det med al mulig sindsro.
Koncerten sluttede med syng-med-sangen 'I Hate You', som vakte stor begejstring. Tidligt i sættet havde 'Juggernaut' imidlertid taget prisen for største energiudladning fra såvel band som publikum, og den symbiose blev ikke brudt et sekund undervejs. En alt i alt fremragende åbning på Roskilde Festival 2016.