Friske dampe fra den klamme undergrund
Populær
Århusianske Galge serverer ekstremmetallisk buffet på bandets forfriskende debut-ep, der blander godt uden at miste den røde tråd.
2. Afskyelig
3. Modbydelig
Et par indtryksmættede liveoptrædener bestående af lige dele charmerende tåbeligheder og solid dødsmetallisk musiceren havde på forhånd indstillet denne skribents sigtekorn på Galge, hvis selvudgivne debut-ep netop er udkommet. Tre numre lang og så mættet med forskellige dødsgreb og -finter, at det meste af håndbogen har været i brug for den århusianske kvartet.
Fire knastørre kantslag indleder ’Væmmelig’, der derefter straks stikker af i energisk, aggressiv dødsgrind. Nogle ganske hæderlige dødsthrashede riffs i verset løber over i et blackmetallisk break, hvorefter vi kommer ned og groover igen, stopper nummeret helt, lader bassist Oskar Rediin trække skidtet langsomt i gang forfra og lukker af med duften af kirkeafbrændinger i næseborene. Alt sammen garneret ovenfra med Søren Tuborgs vokale udgydelser, der skifter fint rundt mellem muddermonster og vred nordmand med pandamaling. Alt sammen på lige under tre minutter.
Lyder det forvirrende? Det er det måske også. Man kan i hvert fald ikke anklage Galge for at være ensporede, for der bliver snuset godt rundt i de forskellige ekstremmetalliske stilarter på debuten. Og så har vi endnu ikke nævnt, at der er slæbespor fra både tech-død og prog henover Sofus Kromanns fine guitararbejde i ’Afskyelig’, og at ep’ens tredje musikalske kindhest, ’Modbydelig’, er det meste af ovenstående tilsat nogle fine, mørke melodilinjer og et par core-breakdowns.
Galge er ikke for puritaneren, der nok ville ønske et mere klart genredefineret udkast fra de unge århusianere. Men bandets charme er deres evne til at stjæle med arme og ben og få det til at fungere sammen i harmoni i numrene. Deres lydbillede, tempo og rytme er varieret, og variationen i og på tværs af numrene sikrer, at Galge vedbliver at være interessante og afvekslende.
Det kan sine steder virke som lidt af en stiløvelse, fordi bandet vil prøve så mange ting af på så relativt kort tid, som ep’ens otte-og-et-halvt minut er. Det er vel også forventeligt for så relativt nyt og ungt et band, at der skal testes, hvad der fungerer. I tilfældet ’Herlig’ må man sige: En god del. Ep’en er en hurtig og bidsk lille sag, der viser et opblomstrende band, fuldendt af den glimrende trommeslager Mathias Lundbæk, som både kan og vil udfordre sig selv og dødsmetallen i alle dens afskygninger.