Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gennemgang af ingenting

Populær
Updated
Gennemgang af ingenting
Gennemgang af ingenting

Metallicas soundtrack til filmen 'Through The Never' er en gennemgang af deres største hits, som vi alle kender og har hørt i mere intense liveudgaver.

Kunstner
Titel
Through The Never (Soundtrack)
Dato
23-09-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. The Ecstasy of Gold
2. Creeping Death
3. For Whom the Bell Tolls
4. Fuel
5. Ride the Lightning
6. One
7. The Memory Remains
8. Wherever I May Roam
9. Cyanide
10. ...And Justice for All
11. Master of Puppets
12. Battery
13. Nothing Else Matters
14. Enter Sandman
15. Hit the Lights
16. Orion
Karakter
1

Det smerter en officiel Metallica-fan at måtte give bandet bundkarakter to udgivelser i træk. Men dobbeltpladen 'Through The Never', som udgives som akkompagnement til filmen af samme navn, er en tynd kop te. Bevares, der er alle de store hits som forventet til en koncert med Metallica, men det er så også det. Problemet med det er, at de sange er udgivet en del gange før og i langt bedre og mere medrivende udgaver.

Her tænker jeg ikke mindst på den legendariske 'Live Shit - Binge & Purge'-udgivelse fra 1993, hvor koncerterne i San Diego, Mexico City og specielt Seattle er blevet målestok for enhver liveplade fra bandets side. Her kommer 'Through The Never'-soundtracket ikke i nærheden af samme niveau.

Baggrunden for, at de overhovedet udgiver den, er da også kun, at der skal være noget musik, der kan følge filmen, som er omdrejningspunktet her. Vi har endnu ikke set filmen, men vi kan forvente en film, hvor Metallica har sat alle sejl til i deres sceneshow. Aldrig har scenen været så stor, så fyldt med effekter og så kompliceret, at det næsten var umuligt at gennemføre det. Så mens vi har stor respekt for, at projektet overhovedet blev til noget og blev gennemført på det niveau, som det gjorde, så er vores begejstring for musikken knap så overvældende.

Faktisk er 'Through The Never' kedelig. Metallica har spillet den sikkert. Det virker simpelthen, som om Metallica har kørt et par gear ned og sørget for, at alt bare kører strømlinet, for at det skal passe med alle de effekter, der er til hver sang. Som et tog på skinner i dvaletilstand.

I sangen 'Ride The Lightning' på CD1 forsvinder James' stemme for et kort sekund i noget, der minder om en elektrisk kortslutning. Alle dem, der har fulgt tilblivelsen af filmen via de filmklip, der har været tilgængelige rundt omkring på nettet, vil vide, at det ikke er en fejl på udgivelsen, men en del af sceneshowet, idet Metallica har hentet Tesla-transformatorer ind til netop sangen om lyn og elektricitet. Der er ingen tvivl om, at det nok vil se fedt ud i 3D, men her på skiven mangler der det visuelle element, og så falder det til jorden.

Noget mere spændende er det at se, hvordan filmen bliver. Efter forfilmen at dømme er det ikke bare en standardkoncertfilm, som bandet tidligere har udgivet en del af, og hvoraf førnævnte 'Live Shit - Binge & Purge' så afgjort er den bedste. Elementet med roadien Trip, der skal igennem skærsilden for at levere en del til det store show, skulle være det, der gør 'Through The Never' anderledes.

Så mens filmen helt sikkert er anderledes end den gængse koncertfilm, så er det medfølgende soundtrack det ikke. Det er præcis, som kan kunne forvente. Indstuderet og letbenet i forhold til, hvordan vi tidligere har oplevet Metallica live.

Nedenfor kan du se forfilmen til selve 3D-oplevelsen, der rammer biograferne i den kommende uge: