Kejsernes Nye Klæder
PopulærRedaktionen har bedt en officiel Metallica-fan om at ytre sin holdning til udgivelsen ved navn 'Lulu'. Det fortryder de nok.
02. The View (5:17)
03. Pumping Blood (7:24)
04. Mistress Dread (6:52)
05. Iced Honey (4:36)
06. Cheat On Me (11:26)
07. Frustration (8:33)
08. Little Dog (8:01)
09. Dragon (11:08)
10. Junior Dad (19:28)
Jeg er den værste anmelder, man kan sætte til at anmelde projektet, der bærer titlen 'Lulu', og som er skabt af kunstneren Lou Reed og metalorkesteret Metallica. Mit forhold til Metallica strækker sig tilbage over mere end 20 år. Helt tilbage til den tid hvor man endnu ikke havde hørt om internettet, cd'er eller mobiltelefoner. Jeg meldte mig ind i deres officielle fanklub tilbage i 1996, og har i årene før og efter tilbedt størstedelen af deres musik betingelsesløst, rejst Europa tyndt for at se dem spille live og brugt tåbelige pengesummer på at opkøbe plader jeg allerede ejede adskillige andre eksemplarer af.
Og med den blandede modtagelse projektet med Lou Reed fik allerede dengang det blev annonceret, samt den efterfølgende meteorregn af kritik, der er faldet siden da, så kan det godt undre denne nordjyde, at redaktionen og pladeselskabet alligevel har valgt at lade mig ytre mine ord om 'Lulu' i en decideret anmeldelse. Men lad gå. Lad os se på sagerne.
Lou Reed har fundet inspiration i den tyske ekspressionist Frank Wedekinds 'Lulu', der handler om en kvindelig danser, der avancerer i de tyske samfundslag via sine mandlige bekendtskaber, men til sidst ender med at falde i samfundets rendesten med prostitution og fattigdom til følge. Læg dertil masser af sex, vold og afskyeligheder man omkring år 1900 fandt yderst upassende, og man har opskriften på chokteater. Det virkede vildt og profant for 100 år siden, og så har Lou Reed så formet sine tekster omkring den historie.
Hertil har Lou Reed så fundet sig et orkester, der kan lægge lydsporet til fortællingerne. Orkesteret hedder Metallica. Historien omkring Lou Reed og Metallica starter i oktober måned 2009 da de mødes til et 25-års jubilæum for Rock And Roll Hall of Fame. Det er et møde hvor kunstnere fra hver sin side af det musikalske spektrum mødes og slår gnister. Men takket være Lars Ulrichs diplomatiske lobbyarbejde får han trukket Reed og Metallica sammen til et par jam-sessioner, og det ender med, at de fremfører nogle Velvet Underground-sange til lejligheden. Siden da har dette umage par så luret i kulisserne, og af uvisse årsager valgte begge parter at gøre alvor af det og gå videre end blot at kysse i smug under gadelampernes svage skær.
Resultatet er 'Lulu'. Lou Reeds atonale vokalleverancer bliver desværre mødt på niveau af Metallicas ligeledes kunstneriske lavpunkt. Aldrig før har jeg hørt så simpel musik blive fremført så elendigt. Det er helt forfærdeligt at sidde og lytte til så ensformigt musik (udgangsnummeret er 19 minutters fuldstændig ligegyldighed) mens Lou Reed spytter banaliteter ud, for kun at blive tacklet af Hetfield, der råber, at han er et bord! Det er så prætentiøst, at man bliver helt ked af, at der ikke lige var én, der stak hovedet ind af døren til de fem herrer og sagde til dem: "Det er fint nok I jammer og hygger jer, men lad være med at fortælle nogen om det her, ok?"
Det urkomiske er, at Metallica i ny og næ lyder som Metallica. Der er ingen tvivl om, at de har deres "lyd" med, men kompositionerne er så kedelige og intetsigende, at man føler det som en afstraffelse at skulle sidde og lytte det igennem. Mens jeg sidder og lytter pladen igennem (og ja, jeg har måttet lide den tort at gennemlytte den adskillige gange fra ende til anden) sidder jeg og tænker:
"Det her er Metallica. Dem, der komponerede 'Master of Puppets', 'Orion' og 'Blackened'. Hvor har de forlagt deres sans for musikalitet? Har de været så beærede over at være i selskab med selveste hr. avantgardeartist Lou Reed og så optaget af projektet som sådan, at de slet ikke har koncentreret sig om selve sangskrivningen?"
Nuvel, både Lou Reed og Metallica pointerer da også på deres fælles hjemmeside, at da de først gik i gang, så gik det også hurtigt. Men det måske lidt for hurtigt? For jeg kan ikke finde én eneste sang på pladen jeg gider høre igen efter jeg er færdig med at anmelde den. Hist og pist er der et riff, en rytme eller et b-stykke, der egentlig lyder meget godt og kunne blive til noget, men hver gang afbrydes man af Reed, der snakker om at bide brystvorter af, seksuelle krænkelser og det, der er værre. Eller mere patetiske. For chokeffekten udebliver ligesom, da fortællingen om Lulu, der knepper sig op gennem de sociale lag er ligesom fortalt før. Det samme er historien om det at nå samfundets tinder og så falde ned derfra igen. Vi har også hørt om fattige og ludere, der ender med at blive lemlæstet og myrdet. Hvis man leder efter kunstnerisk værdi på den lyriske side går man altså, efter min mening, forgæves når man åbner for Lulu og på den musikalske side er der heller ikke noget at komme efter.
Det er en ualmindelig trist plade at stifte bekendtskab med. Ikke mindst fordi jeg, som sagt, har elsket Metallicas musik gennem mere end 20 år. Det piner mig, at de har lagt navn til det her pjat. Og jeg kan knapt sige det bedre end Lou Reed selv gør på nummeret 'Little Dog':
"Sniff your shit in the wind, money can do anything..."
Her har han så sandelig ret. Lou Reed og Metallica burde kunne lugte deres egen afføring blæse ind på dem via monitorerne. Men fordi penge kan alt, så har man valgt at tilsidesætte enhver selvkritik og udgive resultatet uagtet, at det stinker langt væk. For sørme om ikke man kan købe det her makværk i en specialudgave til knap 1000 kroner, hvor merværdien udgøres af en plakat og tre fotoprint. Billederne er godt nok taget af Anton Corbijn, så hvis ikke du allerede følte dig kunstnerisk duperet over navne som Metallica, Lou Reed og Frank Wedekind, så kaster vi lige endnu et navn i hatten for at gøre det endnu mere højtflyvende end det i forvejen er.
Men mig narrer I ikke. Jeg kan se, at I ikke har noget tøj på.