Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Industriel gudsforladthed

Populær
Updated
Industriel gudsforladthed

30 år efter begyndelsen fortsætter Godfleshs ikoniske trommemaskine med at vælte loftet ned over hovedet på lytteren. Duoens anden fuldlængde siden gendannelsen er vanedannende og tæt på at være en magtdemonstration.  

Kunstner
Titel
Post Self
Dato
17-11-2017
Trackliste
Post Self
Parasite
No Body
Mirror Of Finite Light
Be God
The Cyclic End
Pre Self
Mortality Sorrow
In Your Shadow
The Infinite End
Karakter
5

Da Godflesh i 2014 efter tretten års albumtørke smed ’A World Lit Only by Fire’ på gaden, stod det ikke ligefrem skrevet i kortene, at industrialduoen fra Birmingham skulle vende tilbage til musikscenen. Den evigt produktive Justin K. Boradrick havde selvfølgelig heller ikke op gennem 00’erne ligget på den lade side. Som han har haft for vane, siden han var en ung teenager i 80’erne, smed guitaristen og noisemusikeren tværtimod utallige plader på gaden under andre aliasser, mens Godflesh var lukket ned. Det gør han stadig, også nu hvor Godflesh igen lever i bedste velgående. Noise, techno, industrial, post metal, you name it. At Broadrick imidlertid skulle hooke op med sin barndomsven bassist G.C. Green og på ny sætte strøm til Godfleshs trommemaskine skete lettere tilfældigt.

Var det ikke for arrangøren af den franske metalfestival Hellfest, der flere år i træk blev ved med at række ud til Broadrick i forhåbningen om en Godflesh-reunion, er det ikke sikkert, at vi overhovedet havde haft en anledning til i dag at kigge på Godflesh med friske øjne. Broadrick sagde angiveligt nej tre gange, før han og Green gav efter for arrangørens stædighed. Da de så endelig spillede deres første koncert i otte år på Hellfest i 2010, endte det i øvrigt som en historisk festivalkatastrofe. Koncerten led under så slemme tekniske problemer, at det, der ellers var sat op til at være et 75 minutter langt scoop, ærgerligt stoppede efter en halv times teknisk bøvl.

Der er imidlertid ikke det, der er så ærgerligt, at det ikke er godt for noget. Katastrofekoncerten blev starten til langt mere Godflesh, end man i tiden omkring gendannelsen havde turde håbe på, og var katastrofen aldrig indfundet, er det ikke til at sige, om man i slutningen af sidste år nu også var blevet beriget med Godfleshs ottende studiealbum, ’Post Self’. Men det blev vi altså beriget med, dette album, og nu har vi endelig fået lyttet til det. Rigtig meget endda. Der er nemlig ofte det med Godflesh, at deres plader gerne tager ekstra med tid på anlægget, i hvert fald for denne skribent, før man får sig sporet ind på dem.

Ikke at det kræver en bjælde at spore sig ind på, give sig hen til og knuselske den overlegenhed, som titelnummerets selvsikre flyderriff åbner albummet med. Der er tale om en åbning med et sjældent overtag, som de fleste metalhoveder vist kun kan underkaste sig. Hvor åbningsnummerets riff på sin vis viser en ny side af Godfleshs formåen inden for en metalgenre, som de i øvrigt aldrig har været specielt glade for at blive associeret med, er der mere genkendelighed over både Broadricks guitarspil og Greens basgange på de to efterfølgende numre ’No Body’ og ’Parasite’. Mens 'No Body' parrer tunge techno-agtige beats med både tunge og dronede guitarer sat i spil over for en absolut mesterlig vokal af Broadrick - vi er nogle, der mener, han omtrent er en af metalgenrens bedste sangere overhovedet - vil det ikke være forkert at kalde 'Parasite' for skæringen, der får Jonathan Davis og resten af Korn til at ligge vågne om natten. "Hvordan gør de det?", spørger Davis og de andre Korn-drenge igen og igen sig selv om. 

Det er da også et ret godt spørgsmål. Selvom der er flere bands, der har forsøgt at imitere Godflesh, er der vist ikke rigtig nogen, de er kommet tæt på så også at lyde som Godflesh. De kom frem i en tid, hvor også andre såkaldte industrialbands begyndte at røre på sig, der alle havde det til fælles, at de var inspirerede af henholdsvis Einstürzende Neubauten, Throbbing Gristle og Killing Joke, og at deres blanding af electronik og forvrængede guitarer altså blev kaldt for industrial metal. Der er imidlertid oceaner mellem Nine Inch Nails og Ministry og så Godflesh. Modsat de to andre industrialnavne er Godflesh så at sige ikke kommet for at danse. With all due respect til NIN og MInistry, så er kompromisløsheden hos Godflesh nu engang bare en helt, helt anden. Selv for det mere trænede metalhoved har Godflesh lige siden begyndelsen været alt andet end easy listening. Tværtimod kan det ofte være en udfordring af de større at give sig hen til den dystopiske gudsforladthed og 100 % enestående tonsertunge lyd, som alle dage har karakteriseret Godflesh og som igen og igen har positioneret dem som et metalband, som det kan være helt svært at holde af.

Ser man på bandets kunstneriske enevælde over de seneste tre årtier, herunder deres tilsidesættelse af de musikalske trends, der nu engang måtte have været oppe i tiden, er det dog let at have beundring for Godflesh. Ser man udelukkende på deres seneste plade, 'Post Self', og giver man dette album alle de roteringer på anlægget, som det både kræver og fortjener, vil albummet også i sig selv være en øjenåbner. Godflesh giver stadigvæk metalmusikken det dårlige ry, som genren i disse lettere generiske år har brug for. Her er et band, der på ny får en til at skære tænder, simpelthen fordi deres lyd er alt, alt for meget. Her er et band, der bedre end de fleste altid har fattet, at metalmusik i lige så høj grad handler om den ekstreme lyd, om tyngden og volumen. Sangmaterialet har i sig selv selvfølgelig også betydning, men hos Godflesh er lyden mindst lige så vigtig. Godflesh har tilmed aldrig været tungere end på 'Post Self'. Det skulle da lige være på det skelsættende debutalbum, 'Streetcleaner' (1989), som jo stadig står som en af metalhistoriens helt tunge udgivelser.

Hvor Godfleshs første fuldlængde efter gendannelsen, ’A World Lit Only By Fire’, bevidst gik netop bandets to-tre første plader efter i bedene, og som til trods for comebackets særlige styrke også led en smule under de ikoniske plader, som den tydeligt lagde sig i for længelse af, er ’Post Self’ anderledes i den forstand, at den forholder sig langt mere åben for nye idéer. Det er sandsynligvis det, der er med til at gøre den ikke bare til en bedre plade end sin forgænger, men til en af de senere års vigtigere metalplader i det hele taget.