Fremtiden er fortiden
PopulærEfter det storartede album 'Endless Procession of Souls' holder Grave kedlen i kog med en ep med både noget nyt, noget gammelt og noget lånt.
02. Morbid Ascent
03. Possessed [SATYRICON-Coverversion]
04. Epos [Risen From The Tomb-Remix]
05. Reality Of Life
Svenske Grave behøver næppe en længere smøre om, hvad bandet begår sig i, da klassisk svensk dødsmetal ikke behøver nogen introduktion, og når man samtidig er et af de få tilbageværende bands fra dengang, scenen eksploderede omkring Stockholm, så har bandet absolut eksistensberettigelsen i orden.
Med 'Endless Procession of Souls' fra 2012 viste Grave sig stærkere end - ja, måske ikke nogensinde - men så siden de legendariske første par album, og med det in mente så gik bandet hurtigt i frontmand Ola Lindgrens studie igen og indspillede, hvad der er blevet til ep'en 'Morbid Ascent'.
Der lægges ud med to nye numre, som fint kunne have været med på førnævnte skive, men som skiller sig lidt ud med et par stemningsfulde mellemstykker, som har fået en mørk underlægning af lidt tangenter, hvilke giver det et lidt anderledes snit. Men ellers er der tale om veldrejede numre, der - heldigvis faktisk - ikke viger meget fra de fine takter fra 2012. Specielt titelnummeret har variationen i top, mens åbneren 'Venial Sin' har et omkvæd, man hurtigt sætter pris på.
Fin norsk/svensk løsning
Dernæst står det på det lånte: et covernummer. Bandet for skud er norske Satyricon og nummeret 'Possessed' fra skiven 'Volcano'. Grave får fint lagt sin lyd indover, og det er interessant, hvor stærk den riffstil, som nordmændene praktiserede her og virkelig skar ind til benet på efterfølgeren, den prisbelønnede 'Now, Diabolical', er, for selv med Grave ved roret lugter det stadig tydeligt af Satyricon. Lyden er fyldig, og alt i alt gør Grave nummeret ære med en lidt mere "død" tilgang.
Ep'en giver meget for pengene med en spilletid på omkring 26 minutter, men lidt fyld er der måske alligevel med et remix af 'Epos' fra 'Endless Procession of Souls'. Nummeret er her gået fra syv minutter til seks, men hvorfor det overhovedet skulle med i en version, der kun er en smule anderledes fra originalen, er lidt en gåde. Nummeret var fint på skiven, og at gå fra syv til seks minutter giver ikke ligefrem basis for at få et radiohit alligevel. Den grumme dødsmetal ville nok også ødelægge det håb alligevel.
'Reality of Life' er sidste nummer, der er en genindspilning af et nummer fra 1989 på en demo udgivet under bandnavnet Sexual Mutilation. Skal der laves genindspilninger, så er demotiden et fornuftigt valg, da de færreste ligger inde med dem. I 2013-version er nummeret stadig til at kende, og det bemærkes, hvor meget Grave stadig brænder for den stil, som de med bittesmå afvigelser har dyrket i så mange år efterhånden. Og de gør det sgu med stil.