Guitarhelt i tomgang

Populær
Guitarhelt i tomgang

Søvndyssende sange er det eneste, Slash formår at hive op af hatten på sit andet soloalbum.

Titel
Apocalyptic Love
Dato
22-05-2012
Distributør
Genre
Trackliste
01. Apocalyptic Love
02. One Last Thrill
03. Standing in the Sun
04. You're a Lie
05. No More Heroes
06. Halo
07. We Will Roam
08. Anastasia
09. Not for Me
10. Bad Rain
11. Hard and Fast
12. Far and Away
13. Shoots Fired
Karakter
2

Ingen tvivl om, at Slash er en af de største ”larger-than-life-rockstars” der findes. Heller ingen tvivl om, at manden har en plads i rockhistorien som en sublim guitarist. Til gengæld har Slash aldrig været den store sangskriver, hvilket han på sit andet soloalbum ’Apocalyptic Love’ beviser endnu en gang.

Hvor det første selvbetitlede album havde et hav af berømte gæstevokalister, er ’Apocalytic Love’ fuld koncentreret om samarbejdet med den nu permanente frontmand Myles Kennedy, der har skrevet teksterne og dele af musikken. I Kennedy fandt Slash endelig den type sanger, han har ledt efter siden bruddet med Axl. Kennedy kan bestemt også alt det med stemmen som klassisk rock kræver.

Hænger fast i kedelig standardrock

Lige lidt hjælper det dog: Musikken er lige efter rockbogens grundopskrifter, og basisrock er resultatet. Forudsigeligt og uinspirerende bliver man i en time trukket rundt i rockmanegen, og får lyst til at forlade forestillingen halvvejs inde. Det er pænt, poleret og uden attitude. Vi får den vilde ’One Last Thrill’ der forsøger at lyde som ’Anything Goes’ anno 2012, men i stedet falder til jorden, og lyder jammerligt irriterende. Balladerne skal vi naturligvis også fodres med: ’Far and Away’ er lige ud af landevejen røvkedelig, og på ’Not for Me’ synger Kennedy sin sjæl ud om sit tidligere narkomisbrug. Kan det blive mere uoriginalt?


Sangene er for det meste bygget op omkring tunge riffs, kedelige omkvæd og guitarsoli ad libitum. Men bevares, enkle numre som ’Shoots Fired’ og ’Bad Rain’, er såmænd ganske hæderlige skæringer, hvor lidt af den tabte rockattitude kommer frem. ’Anastasia’ starter ud med akustisk guitar, og går over i et riff, der er baseret på Johann Sebastian Bachs orgelværk 'Toccata og Fuga i d-mol, BWV565'. Det er anderledes, overraskende og det eneste nummer på skiven, der løfter sig op på et virkelig fedt niveau, og har en solo der beviser at guitarhelten kan spille røven ud af bukserne på alle andre i branchen når han virkelig vil.

Desværre vil Slash kun hænge fast i en genre, hvor han i de sidste tyve år har manglet en fandenivoldsk Axl Rose ved sin side. Slash’s Snakepit, Velvet Revolver og nu med Myles Kennedy and the Conspirators. Intet af musikken har været på et værdigt nok niveau til at skrive sig ind i rockhistorien. Ingen skal bilde mig ind, at Slash bliver udfordret af at blive ved med at røre rundt i den samme rocksauce, der bliver tyndere og tyndere. Da undertegnede interviewede ham forrige år, afslørede han noget overraskende at favoritmusikken igennem tiderne var Megadeth og Metallica i 80’erne. Og så spiller manden boogierock? Hvad med Slash goes thrash? Se, det ville sgu være en overraskende kanin at hive op af hatten!