Hooked on Classic
Populær
Den ene grenspaltning fra det italienske band Rhapsody of Fire debuterer med en heftig og voldsom omgang storladen symfonisk powermetal.
2. Ascending to Infinity 6:05
3. Dante's Inferno 4:56
4. Excalibur 8:12
5. Tormento e Passione 4:50
6. Dark Fate Of Atlantis 6:30
7. Luna (Alessandro Safina cover) 4:18
8. Clash Of The Titans 4:15
9. Of Michael The Archangel And Lucifer's Fall (I. In Profundis / II. Fatum Mortalis / III. Ignis Divinus)
Først fandtes i mange år bandet Rhapsody. Så blev et navneskifte nødvendigt, og bandet blev til Rhapsody of Fire, hvorefter de efter et par år pludselig blev spaltet i 2 bands. Sanger Fabio Lione og keyboardvirtuos Alex Staropoli blev i Rhapsody of Fire, hvorimod guitarist Luca Turilli dannede Luca Turilli’s Rhapsody hvortil han medbragte bassisten Patrice Guers fra det tidligere band. For at forvirringen skulle være total, spillede trommeslager Alex Holzwarth i begyndelsen i begge bands, hvorefter man dog fandt ud af, at det nok gav nogle begrænsninger på livefronten, og han returnerede til Rhapsody of Fire. Men på dette nye album, der skal anmeldes her, sidder han altså stadig bag tønderne.
Hvis man tidligere har hørt Rhapsody osv., skal man ikke have hørt mange sekunder af albummet for at være overbevist om, at det her har forbindelse med det oprindelige band. Alle kendemærkerne er der – det superhurtige ekvilibristiske guitarspil, den himmelanråbende vokal, de operaagtige korsekvenser, de orkestrale arrangementer etc. Kort sagt: Luca Turillis version af bandet spiller stadig symfonisk rock godt blandet med den europæiske powermetal, hvor det høje tempo og de supermelodiske melodistemmer er i højsædet.
Hos Luca Turilli er det hele syltet ind i strygere, blæsere, spoken words og alverdens effekter i en gigantisk symfoni. Der bliver ikke sparet på noget, og tilbageholdenhed er ikke et af Lucas kendetegn. Er der et eller andet sted i lydbilledet plads til en piccolofløjte, ja så kan man være sikker på, at den også bliver proppet ind. I det hele taget læner musikken sig meget op ad klassisk opera eller symfoniorkestermusik, ligesom tankerne også falder på filmmusik fra de store Hollywood-klassikere.
Men - og her kommer vi så til det store spørgsmål - er albummet så noget ved? Her må svaret være: JA DA! – altså nogle dage. Andre dage vil man (sådan har jeg det i hvert fald) ikke kunne holde ud at høre det og synes, at det er noget patetisk lort. Men er humøret i det rette pompøse og bombastiske humør, så er det fedt. Men det er nok en musikstil, der i højere grad end mange andre deler vandene. Uimodståeligt nogle dage og hæsligt andre dage. Det er svært at karaktergive!