Når symfonien tager magten

Et udspil svækket af for lidt metal og for meget pomp og pragt. Som det forhåbentlig også er tilsigtet, lever tysk-tjekkiske Symphonity aldeles fremragende op til deres navn, faktisk næsten for godt. Det er deres anden udgivelse, men den første under dette navn (før hed de Nemesis), og den vidner om et band, der har tjek på deres instrumenter, men ikke på deres prioriteringer i sangskrivningen.

De klassisk-inspirerede stykker er ellers af en udmærket kvalitet, men de har en beklagelig tendens til at tage styringen og overdøve alt, hvad der smager af metal. Det er som om, powermetalpassagerne kun er en opbygning til, at guitar og keyboard kan lire tekniske finesser i den pompøse udgave af. Der er før hørt langt bedre i genren, og der er alt for langt mellem omkvæd eller vers, som rigtigt griber fat i øregangene, og svinger os væk fra ligegyldighederne.

En del af disse mangler kan nok også tilskrives sanger Olaf Hayer, der også synger på soloplader med Rhapsody-guitarist Luca Turilli, da han slet ikke har nok melodi i sin stemme eller vrede i sit udtryk til at give sangene personlighed og sjæl, og det kan tilskrives den lidt sterile basmanglede produktion, der mangler varme og glød.