Igen høj klasse fra Mercenary
Populær
Aalborgensiske Mercenary lever og har det rigtig godt. Bandets syvende album, 'Through Our Darkest Days', holder fornemt niveau, og sanger/bassist René Pedersen markerer sig mere og mere som en af de stærkeste frontmænd i dansk metal anno 2013.
2. Welcome The Sickness
3. Through Our Darkest Days
4. Dreamstate Machine
5. A Moment Of Clarity
6. Beond This Night
7. Starving Eyes
8. Generation Hate
9. Forever The Unknown
10. Holding On To Serinity (bonus track)
Potens, mandighed, følelse(r). Og masser af det. Det er det, der skal til for at batte for alvor, efter at vi neanderthalere måtte smide køllerne (dem af træ, that is ...), da det blev forbudt at erobre ved at gokke folk i nøden.
Eller sagt på en anden og nok lidt mere direkte måde: Aalborgensiske Mercenary har alt det, der skal til for at slå (!) igennem og erobre.
Bandet sparker gedigen røv. De gør det med en voldsom maskulin styrke. Og de leverer med følelse og stor, stor melodiøsitet.
Og hvad bedre er: De har sangene og melodierne til noget stort. Hvorfor dette eminente orkester, der i dag har syv album, heraf de fem helt fremragende, på samvittigheden, så ikke har fået det store gennembrud, skal vi ikke gøre os kloge på her. Her skal vi blot konstatere, at Mercenary endnu engang holder niveau.
Bandet har fundet formlen, og den kører de da helt fint igennem: den storladne lyd, referencerne til dødsmetallen med brølen og growlen - krydret med en melodisk tæft og melodiske leverancer både instrumentalt og vokalt, som meget få mestrer på samme niveau.
Så på den måde er der ikke meget nyt under solen. Kritikere vil sige, at det er for forudsigeligt med den konstante vekslen mellem growl/skrig og skønsang. Vi andre vil sige, at det er netop det, der fuldbyrder Mercenarys udtryk, for de har sangene, de voldsomme aggressioner og de store følelser, der alle behøves for at kunne gøre det uden at falde igennem.
Det nye Mercenary er ude af skyggen
I 2009 mistede Mercenary halvdelen af besætningen, den stærke trommeslager Mike Park samt brødrene Mikkel (vokal) og Morten (keyboards) Sandager, som om nogen var dem, der borgede for bandets musikalske udtryk.
I 2011 ryddede de tilbageværende al skepsis af banen og leverede et forrygende comeback med 'Metamorphosis'. Her trådte især bassist og growler René Pedersen i karakter. Og det gør han endnu mere på 'Through Our Darkest Days'. Mere og mere markerer han sig som en af de stærkeste frontmænd i dansk metal.
Det nye Mercenary er vokset ud af skyggen og er i dag helt sig selv. Alene dét er en imponerende aktion af René Pedersen & Co.
Spørgsmålet er, om Mercenary kan ride formen én gang mere, eller om der bliver tale om skamridning. Personligt kunne denne anmelder rigtig godt tænke sig at høre Mercenary blive rigtig, rigtig tunge. Men den tid, den glæde. Lad os kigge på det aktuelle album:
Albummet nummer for nummer
'Through Our Darkest Days' åbner lidt atypisk med den energiske og i introen lidt Thin Lizzy-agtige 'A New Dawn'. Titelmæssigt og symbolsk den helt rigtige albumåbner. Nummeret vokser sig stærkt med super hooklines (selvfølgelig) og et kanonriff i verset.
'Welcome The Sickness' er anmelderens favorit - alene på grund af omkvædet. Selv om resten af nummeret godt nok også er en god omgang. 'Welcome The Sickness' indledes med et maskingevær-riff, der brydes af melodiske stykker og så det fede omkvæd, hvor René Pedersen med stor inderlighed spørger: "Is this really the end?".
Titelnummeret domineres af store klangflader nærmest helt uden keyboards. Og det er jo her, det nye Mercenary adskiller sig væsentligt fra det gamle, hvor Morten Sandagers keyboards fyldte meget. Guitaristerne Jakob Mølbjerg og Martin Buus klarer nu fint selv at levere stor, stor lyd.
'Dreamstate Machine' starter stort og symfonisk, inden der brøles igennem, og på 'A Moment Of Clarity' viser René Pedersen for alvor styrken af sin vokals spændvidde - især i nummerets B-stykke/omkvæd. Dette nummer har en fed afveksling mellem at høvle derudad på kolben af et maskingevær og så de fine harmonier.
'Beyond This Night' er nede i tempo og meget göteborgsk i sit udtryk. Nummeret har klare hitkvaliteter og er meget tæt på melodisk mainstream, indtil René Pedersen brøler det på plads. Lækkert omkvæd.
Det er for lækkert, når guitarerne følger stortrommernes maskingeværsalver - som på 'Starving Eyes', og al den smadder, der er på 'Generation Hate', er helt og aldeles passende og befriende. Et brutalt nummer med et uforglemmeligt og enkelt omkvæd.
Albummets officielt sidste nummer, 'Forever The Unknown', har et super fedt groove, mens bonustracket 'Holding On To Serenity' slutter det hele af på en dejligt tung måde.