Italiensk dødsmetalopera
Populær
Fleshgod Apocalypse har med 'Labyrinth' skabt et pompøst værk, der skulle blive deres gennembrud, men som i stedet er blevet en labyrint for lytterne.
2. Minotaur (The Wrath Of Poseidon)
3. Elegy
4. Towards The Sun
5. Warpledge
6. Pathfinder
7. The Fall Of Asterion
8. Prologue
9. Epilogue
10. Under Black Sails
11. Labyrinth
Italienske Fleshgod Apocalypse er tilbage med en ny plade, der udforsker nyt territorium og i den grad skubber grænserne for, hvad bandet tidligere har gjort. Det i sig selv siger ikke så lidt, for allerede på 'Agony' forsøgte de sig med mange forskellige kompositioner. I Devilutions anmeldelse af 'Agony' sammenlignede vi dem med norske Dimmu Borgir af den årsag, at nordmændene også blander det symfoniske med den tunge metalgenre. Nu overhaler Fleshgod Apocalypse måske førnævnte band indenom, for selvom nordmændene bestemt også har eksperimenteret så tager italienerne det lige skridtet videre på 'Labyrinth'.
For lytteren kan Fleshgod Apocalypses musik også være lidt af en labyrint at manøvrere sig i. De kalder sig selv for teknisk dødsmetal med symfoniske elementer inde over. Det er en mild underdrivelse. Flere anmeldere har nævnt, at 'Labyrinth' måske er det tætteste vi kommer på en dødsmetalopera. Som om vi ikke i forvejen havde nok subgenrer i metalverdenen? Men okay, vi hopper med på vognen. For Fleshgod Apocalypse er meget bevidste om deres udtryk og på 'Labyrinth' er det bestemt som om, at pladen er opsat som en opera. Der er pomp og pragt lige fra åbneren 'Kingborn' og videre frem til den afsluttende 'Labyrinth'. Der er kvindelig operasanger, stort opsat symfoniorkester og klassisk kor på sangene, der er med til at gøre lyden utrolig storladen.
Storladen skal dog ikke tolkes negativt. Det virker ikke forceret. Tværtimod. Det er godt vævet ind i metaldelen af Fleshgod Apocalypses musikalske udtryk, der, tror vi, stadig er rygraden i deres musik. For man kan godt blive i tvivl. Det her er virkelig stort og teatralsk.
Lige præcis det store og teatralske er der, hvor vi ender med at sidde på vippen. Er det for meget? Bliver det lidt komisk, som vi også antydede i vores anmeldelse af 'Agony'? Vi vælger at lade tvivlen komme italienerne til gode, for der er ingen tvivl om, at de selv mener det. Udtrykket og det pompøse er da heller ikke det eneste, der bærer 'Labyrinth'. Der er masser af gode passager med guitarsoli, melodi og dundrende metalmusik, der buldrer derudaf. Her er 'Minotaur (The Wrath of Poseidon)' et glimrende eksempel på, hvordan pladen er sat sammen. Kompleks, storladen og masser af metalguitar.
Denne metalopera fra Italien varer 54 minutter og 21 sekunder. Det er ikke ret lang tid for en rigtig opera, men det er ret lang tid at skulle koncentrere sig om at lytte til så forskelligartede sange. For der er rigeligt med tempo- og stilskift til, at man som nævnt før let bliver forvirret og farer vild i 'Labyrinth'. Denne anmelder kan således frygte, at Fleshgod Apocalypse måske har udfordret genren og deres fans lidt for meget til, at 'Labyrinth' på den lange bane vil blive husket som deres gennembrud. For der er ingen tvivl om, at det er hvad bandet og deres pladeselskab satser på. Alle sejl er sat til, både i sangskrivningen, indspilningen, produktionen og mixet samt den efterfølgende pr fra Nuclear Blast. Fleshgod Apocalypse skal slå igennem med 'Labyrinth'. Mit forbehold er, at det er for stor og vanskelig en mundfuld for de fleste.
Jeg sad i hvert fald tilbage med lidt en blandet fornemmelse. Nummeret 'Minotaur' er godt, men der er også knap så gode numre som 'Towards the Sun', der ikke rigtig bidrager med noget til metaloperaen. Så det bliver lidt en labyrint at finde godbidderne i dette store værk. Dem, der har fulgt bandet vil nok nemmere kunne manøvrere i musikken end nystartede, men for de nye (og gamle) fans er der her en officiel musikvideo af netop 'Minotaur (The Wrath of Poseidon)', der meget godt fortæller os hvad 'Labyrinth' er for en plade.